Politi opløser forbudt Putin-demonstration

Mindst 40 demonstranter - heriblandt mindst fire russiske oppositionsfigurer - blev lørdag tilbageholdt af politiet, da de forsøgte at deltage i en demonstration i det centrale Moskva arrangeret af præsident Vladimir Putins modstandere.

Uropolitiet har opløst menneskemængden på cirka 2.000 mennesker, som deltog i demonstrationen på trods af, at de russiske myndigheder havde nedlagt forbud mod den.

Helikoptere overfløj Lubjankapladsen i Moskva, hvor den tidligere sikkerhedstjeneste KGBs gamle hovedkvarter lå, og hvor demonstrationen fandt sted, mens Putin-modstanderne kom med tilråb som »ned med politistaten« og »Rusland uden Putin.«

Men politiet valgte at opløse demonstrationen ved at krydse ind over pladsen og trække af sted med demonstranterne én efter én. Ifølge Reuters blev cirka 40 tilbageholdt.

Sergej Udaltsov fra den russiske venstrefløj hævede ifølge nyhedsbureauet Reuters sin ene knytnæve i vejret, da politiet pågreb ham og førte ham ind i et ventende køretøj.

Antikorruptions-blogger og oppositionsleder Alexi Navalny, som var med til at lede anti-Kreml demonstrationen, blev ligeledes tilbageholdt.

- Jeg ved ikke, hvor mange mennesker der er her, men jeg er stolt af hver og en af dem, som kom her. Det vigtigste er, at folk er her, at de giver udtryk for deres holdning og viser, at de eksisterer, sagde Navalny, inden han blev anholdt.

- Myndighederne kan åbenlyst ikke lide forsøg på at gennemføre sådanne protestaktioner og udviklingen i protestbevægelsen generelt. Det kan ikke lide noget som helst, der truer dem.

Navalny blev ifølge The Guardian så sent som fredag anklaget for sammen med sin bror at have stjålet cirka 10 millioner kroner fra et handelsselskab.

Derudover blev Ilya Jasjin og Ksenia Sobtjak, der begge beskrives som prominente medlemmer af oppositionen i Rusland, tilbageholdt, da de var på vej mod demonstrationen.

Alle fire oppositionspersonligheder er timer senere blevet løsladt uden kaution, hvilket ifølge Reuters tyder på, at deres anholdelser var præventive.

Demonstrationen skulle markere kulminationen på 12 måneders protester mod præsident Vladimir Putin.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her