Islamisk Stat planlægger 'enorme' og 'spektakulære' angreb mod den vestlige livsstil. Sådan lyder en advarsel fra politiet i London, der har taget nye metoder i brug i forhold til at orientere borgerne om, hvordan de skal forholde sig i forbindelse med et terrorangreb.

»Vi har at gøre med en terrororganisation, som har ambitioner om enorme og spektakulære angreb. Ikke bare som de angreb, vi har set her i landet indtil videre,« siger Mark Rowley, der er politikommissær ved The Metropolitan Police, til The Independent.

The Metropolitan Police i London har fortalt, at de under eventuelle terrorangreb, som i øjeblikket er en massiv trussel, vil holde borgerne opdateret via det sociale medie Twitter. Derfor har de opfordret alle borgere til at følge politiet på Twitter, således at de kan holde sig opdateret under en 'eskalerende, farlig og sandsynligvis forvirrende situation'.

»I de seneste måneder har vi set flere planer om angreb mod den vestlige livsstil... ISIS går fra at fokusere på politi og militær, som er symboler på landet, til at fokusere på noget meget bredere,« siger Mark Rowley.

I et tweet fra politiet mandag aften fortæller de folk, at de skal være forberedte og aktivere Twitter-alarmer, så de hele tiden får det sidste nye med det samme.

I kølvandet på terrorangrebene i Paris lancerede politiet i London i december sidste år en kampagne ved navn 'Run, Hide, Tell', som er en fire minutter lang video, der fortæller borgerne, hvordan de skal reagere i tilfælde af et terror angreb. Som det tydeligt fremgår af navnet skal man altså løbe væk, gemme sig og så alarmere andre.

Ifølge Mark Rowley er det nødvendigt, at politiet bliver meget hurtigere og mere omhyggelige i forhold til at mobilisere ressourcer og informere borgerne under et terrorangreb. Her skal Twitter altså være et led i udviklingen.