Politi jager terrorister efter angreb i Tel Aviv

Israelsk politi har indledt en menneskejagt på to formodede terrorister efter buseksplosionen i det centrale Tel Aviv.

Mindst 10 personer meldes såret som følge af en eksplosion i en bus i Israels kommercielle hovedstad, Tel Aviv. Det oplyser hospitalskilder til nyhedsbureauet Reuters.

- En bombe eksploderede i en bus i det centrale Tel Aviv. Det var et terrorangreb. Størstedelen af de sårede har kun fået små skader, fortæller Ofir Gendelman, en talsmand for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Ifølge den israelske avis Haaretz er antallet af tilskadekomne mindst 21, hvoraf to af dem er »moderat til alvorligt såret« og to andre »moderat såret«. Haaretz skriver videre, at lokalt politi har indledt en menneskejagt på to formodede terrorister.

Øjenvidner beskriver, at de har set en person plante noget, der ligner sprængstoffer, ved hjørnet af gaderne Shaul Hamelech og Henrietta Szold, hvor eksplosionen fandt sted, hvorefter personen flygtede fra stedet. TV-stationen Al-Arabiya mener at vide, at mindst én af de to formodede terrorister er en kvinde.

Ifølge Reuters skød flere palæstinensere i Gaza by mod himlen af jubel, da de modtog nyheden via lokal radio. En talsmand fra Hamas lagde desuden ikke skjul på, at han var glad for, hvad der var sket, men han ville svare direkte på, om Hamas står bag.

- Hamas velsigner angrebet i Tel Aviv og ser det som et naturligt modtræk på den israelske massakre i Gaza, siger talsmand Sami Abu Zuhri til Reuters.

- Palæstinensiske fraktioner vil gøre alt for at beskytte civile i fraværet af et globalt forsøg på at stoppe de israelske aggressioner, tilføjer han.

Israelske TV-stationer viser onsdag tidlig eftermiddag dansk tid billeder af en røgfyldt bus med smadrede ruder.

- Vi har ingen indikationer på, at det var en selvmordsbomber. Men det var bestemt et angreb, siger Tel Avivs politi, Yoram Ohayon, til Kanal 2 i Israel.

Eksplosionen ramte millionbyen på ottendedagen af den israelske offensiv i Gazastriben, der går under navnet Operation Pillar of Defense, og som har til formål at hindre Hamas i at sende raketter mod israelsk territorium.

Sidste gang Tel Aviv blev ramt af en kraftig bombeeksplosion var i april 2006, da en palæstinensisk selvmordsbomber tog 11 liv ved en sandwichbar nær byens rutebilsstation.

Læs også: