Det ungarske politi har torsdag valgt at fjerne blokaden af banegården i Budapest, der skulle stoppe flygtningestrømmen mod Vesteuropa. Migranterne er strømmet ind på banegården, hvilket har skabt kaotiske scener.

UNGARN: Kaotiske scener udspiller sig torsdag morgen i Ungarns hovedstad, Budapest, hvor det ungarske politi har trukket sig tilbage fra portene ved Budapest Keleti togstationen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet har de seneste to døgn bevogtet indgangen til banegården for at forhindre et stort antal migranter i at trænge ind på banegården for at komme videre ind i Europa via tog til Østrig og Tyskland.

Reuters skriver, at situationen har udviklet sig yderst kaotisk, og migranterne har angiveligt stormet et tog, hvor de mange flygtninge har skubbet deres børn gennem vinduerne og selv forsøgt at mase sig om bord på det overfyldte tog.

Togoperatøren fastslår dog, at der ikke er nogen tog, der vil afgå mod destinationer i Vesteuropa foreløbig.

Op mod 1.000 flygtninge har de seneste dage demonstreret foran den centrale banegård i Budapest. Migranterne har viftet med togbilletter, piftet og råbt »Tyskland« gentagne gange i kor.

Demonstrationerne skete i kølvandet på, at det ungarske politi tirsdag evakuerede stationen og efterfølgende nægtede de mange flygtninge adgang.

De ungarske myndigheder valgte i første omgang at lukke banegården for at håndhæve de EU-regler, der stiller krav til, at alle, der ønsker at rejse inden for Europa, skal have gyldigt pas og et Schengen-visum.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ankommer torsdag til Bruxelles, hvor han skal diskutere håndteringen af flygtninge- og migrationskrisen med lederne af EUs institutioner, herunder kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Ungarn har rejst et højst omdiskuteret pigtrådshegn ved den 175 kilometer lange grænse til Serbien, der også fungerer som en ydre grænse for Schengen-området. Hegnet er ikke den rigtige måde at løse problemet på, mener EU-Kommissionen, men Ungarn giver igen og kalder det et EU-hegn, fordi hegnet skal beskytte Schengen-området og dets frie rejsemuligheder mod illegale migranter.

Ungarn var i juli det eneste EU-land, som i en frivillig fordeling hverken ville tage én eneste asylansøger, der er ankommet til Grækenland eller Italien, eller én eneste af FNs kvoteflygtninge fra flygtningelejre verden over.