Arbejdet med at komme ind i mistænkt massemorders lejlighed fortsætter på andet døgn
Ved hjælp af en fjernstyret robot har amerikanske bomberyddere detoneret en af de bomber, som den såkaldte Batman-morder, James Eagan Holmes, har rigget til i sin lejlighed i byen Aurora i staten Colorado.
- Den kontrollerede detonation var en succes. Der er stadig mere arbejde at gøre med andre anordninger i lejligheden. Det er muligt, at der kommer flere kontrollerede sprængninger, siger talskvinden for politiet i Aurora, Cassidee Carlson, i en udtalelse.
Hun tilføjer, at politiet stadig vil være på stedet i timevis endnu.
- Vi er overbeviste om, at vi har udryddet alle større trusler, men vi er langt fra færdige i lejligheden, siger hun.
James Eagan Holmes er anholdt for at stå bag massakren, der fredag frarøvede 12 mennesker livet og sårede 58 i en biograf i Denver under en midnatspremiere på Batman-filmen 'The Dark Knight Rises'.
Ifølge politiet er Holmes’ lejlighed fuld af fælder og mineret med sprængstof. CNN oplyser, at der er omkring et dusin bomber på adressen.
På et kort pressemøde tidligere lørdag oplyste politiet, at bombefælderne er indrettet til at dræbe den eller de første personer, der måtte træde ind i lejligheden.
Efter detonationen har politiet nu genåbnet vejene omkring de fem evakuerede boligblokke i nærheden af den sprængfarlige lejlighed.