Lille litauiske Monika var bare otte år, da hendes mor en mørk novemberdag for fem år siden fandt sit eneste barn død i hjemmet i Sund vest for Bergen.

I starten konkluderede det norske politi, at der var tale om selvmord. Men sagen blev genåbnet, da en stædig efterforsker tilfældigt faldt over sagen. Han fandt flere graverende fejl i sine kollegers efterforskning af sagen.

Og nu små fem år senere er Monikas mors ekskæreste Donatas Lukosevicius blevet kendt skyldig for drabet på den lille pige.

Han er ifølge NRK blevet idømt 18 års forvaring og kommer til at sidde bag lås og slå i mindst 10 år for drabet. Derudover skal han også betale 250.000 norske kroner i erstatning til Monikas mor, Kristina Sviglinskaja.

Han har under hele forløbet fastholdt sin uskyld og samtidig erklæret sin kærlighed til den dræbte pige.

»Fra det første minut har jeg elsket Kristina af hele mit hjerte. Da jeg mødte Monika, vidste jeg ikke, hvad der ændrede sig, men jeg vidste, at jeg ville elske Monika mere, end jeg elsker mig selv, og mere end jeg elskede Kristina,« har den dømte drabsmand tidligere udtalt.

Mentale undersøgelser har vist, at Lukosevicius har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, men han var tilregnelig i gerningsøjeblikket, hvorfor han kan dømmes skyldig for drabet på Monika.

Lukosevicius' DNA blev fundet på Monikas hals og andre steder på hendes krop. Der var også spor efter ham på det bælte, der dræbte hende. Det er blandt andet på grund af et DNA-gennembrud, at politiet har kunnet rejse sagen igen. Selv har den 34-årige nu drabsdømte mand hævdet, at Monika måtte have fået hans DNA på sig, da hun brugte hans computer, som stod i lejligheden. Han har ikke haft et alibi på drabstidspunktet.

Donatas Lukosevicius, som har boet i Norge i mange år, er tidligere blevet dømt for grov vold i Litauen. Her brugte han et bælte i et forsøg på at kvæle sit offer. Monika blev fundet død med et bælte om halsen.