Polens problemer skal løses internt i Polen, erkender EU-Kommissionen, som ellers havde truet med sanktioner.

Bruxelles: Der lader til at være gydet olie på vandene i konflikten mellem EU og Polen.

Tirsdag siger EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, at han vil hjælpe polakkerne med at løse sine problemer - og dermed undgå en optrapning af konflikten.

Kommissionen åbnede i januar en sag mod Polen, efter at landets nye regering ignorerede og svækkede sin forfatningsdomstol. Det kan være i strid med EU's principper om retsstaten.

Sidste uge truede kommissionen med at tage næste skridt, hvis ikke regeringen, dannet af det EU-skeptiske Lov- og Retfærdighedsparti (PiS), gjorde mere for at hæve det demokratiske niveau inden mandag.

I yderste konsekvens ville sagen kunne føre til økonomiske sanktioner mod Polen eller fratagelse af landets stemmeret i EU-sager.

Retorikken og den korte responstid fra Bruxelles fik premierminister Beata Szydlo til at rase mod EU's indblanding i polske sager.

- Polen vil aldrig bøje sig for et ultimatum. Polens regering er kun underlagt det polske folk, sagde Beata Szydlo i det polske parlament og rasede mod kommissionen.

Tirsdag lader det imidlertid til, at de to parter har nærmet sig, efter at Frans Timmermans, EU-Kommissionens næstformand, har været på besøg hos Beata Szydlo i Warszawa.

- Jeg er helt enig med den polske premierminister, når hun siger, at det her kun er et polsk problem, og at vi kun kan finde en polsk løsning, siger Frans Timmermans efter mødet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hvis EU-Kommissionen går videre med med sagen mod Polen vil det være første gang nogensinde.

Med den såkaldte retsstatsmekanisme, beskrevet som et diplomatisk "atomvåben", vil kommissionen kunne lægge op til sanktioner, som skal godkendes af et flertal af EU-landene i ministerrådet.

/ritzau/