Begge er enige om, at han havde lagt sig oven på hende. Trukket hendes bukser af. Og at hun havde sagt nej. Men hvor pigen forklarede, at han havde holdt hendes hænder fast, afviste han det. Det fik ham frikendt for voldtægt.

En retssag om voldtægt har skabt røre i Norge, skriver norsk TV 2.

Den tiltalte fyr var ikke fyldt 16 år endnu, da han en sensommerdag sidste år kravlede op på sin jævnaldrende kæreste, fordi 'han ville have sex - og ville have det nu og her'.

Han blev efterfølgende tiltalt for to gange at have tvunget sig til sex med pigen, men flertallet i tingretten (der svarer til den danske byret, red.) mente ikke, at der var tilstrækkeligt bevis for, at han havdet voldtaget hende.

Det, selvom både han selv og pigen havde forklaret, at hun havde forsøgt at holde sine bukser oppe og havde sagt nej. I retten fortalte pigen, at drengen havde lagt sig oven på hende, holdt hende fast i håndleddene og havde taget hendes tøj af mod hendes vilje. Hun forklarede, at hun havde slået, kradset og sparket ud efter ham for at få ham væk, men det lykkedes hende ikke.

I retten forklarede drengen, der i dag er 17 år, at han havde lagt sig oven på hende, men han afviste, at han havde holdt hende fast. Han erkendte dog, at han havde taget tøjet af hende, mens hun havde strittet imod, skriver norsk TV 2.

'Han havde lyst til sex - her og nu'

I retten forklarede han også, at han ikke husker, om pigen gjorde andet for at få ham til at stoppe, men han mente, hun 'kunne have fået ham af sig, hvis hun virkelig ville det'.

Tingretten valgte at frikende ham for voldtægt. Også selvom de ifølge norsk TV 2 i deres begrundelse skriver:

»Han havde lyst til at have sex, og han ville have det her og nu. Han forsøgte at få bukserne af hende, men forurettede (pigen, red.) holdt dem oppe. Han forsøgte at trække hendes bukser ned flere gange, hvorefter forurettede trak dem op igen. Tiltalte lykkedes ikke med at få hendes bukser og undertøj af før efter flere forsøg. Han hørte, at forurettede lavt sagde nej.«

Men retten slog samtidig fast, at drengen ikke 'brugte nok vold til, at det kunne kaldes for en voldtægt'.

'Ikke magtanvendelse mod pigens legeme'

Det var dog ikke alle dommerne, der var enige om kendelsen. To af de tre dommere mente ifølge norsk TV 2, at pigen havde forklaret sig uklart om, at drengen havde holdt hende fast under hændelsen, og at det derfor ikke var bevist, at der var tale om vold.

»Tiltalte har lagt sig oven på forurettede og har taget hendes bukser og undertøj af til trods for, at hun holdt igen. Ud fra den konkrete situation, som tiltalte og forurettede var i, finder flertallet ikke, at det er en magtanvendelse mod forurettedes legeme, som kan anses som vold,« lyder det i tingsrettens begrundelse.

En af dommerne mente modsat de andre, at handlingerne var at anse som vold.

»Rettens mindretal mener, det er bevist, at tiltalte holdt rundt om armene på forurettede og pressede hende ned. Rettens mindretal finder også, at tiltalte med magt trak forurettedes bukser og undertøj ned, til trods for at hun forsøgte at holde igen og trak bukserne op flere gange,« skriver tingretten.

'Hun var bange for, at man ikke ville tro på hende'

Retten vurderede, at drengen forstod, at pigen ikke ønskede at have sex med ham.

»Men gennem sin bevidste magtbrug opnåede han alligevel samleje med forurettede, fordi han ønskede det og ikke brød sig om, hvad hun ville,« oplyser tingretten videre.

Men på trods af enighed om, at han trak hendes tøj af mod hendes vilje, blev den 17-årige dreng frikendt for voldtægt. Den dom kom bag på den i dag 17-årige pige, fortæller hendes bistandsadvokat til norsk TV 2.

»Hun blev meget fortvivlet. Sagen har været en stor belastning, og hun var bange for, at man ikke ville tro på hende,« siger advokaten.

Pigen overvejer nu, om hun skal anke sagen.