Skandale med en pige, der er blevet voldtaget gennem dagevis i et fængsel i Brasilien, ruller videre.

Chefen for fængselsvæsnet i delstaten Para i det nordlige Brasilien er blevet fyret efter, at en 14-årig pige har afsløret, at hun er blevet voldtaget gennem fire dage i et lokalt fængsel.

Fængselschef Francisco Mota Bernardes blev afskediget, fordi han "uheldigvis brugte for lang tid på at tage affære, da blev gjort opmærksom på uregelmæssigheder i fængslet", oplyser lokalregeringen i Para.

Bernardes er den mest højtstående af de 21 personer, der siden weekenden har fået sparket i forbindelse med voldtægtsskandalen.

Den 14-årige pige, hvis navn tilbageholdes af juridiske grunde, siger, at hun flygtede fra en fængselslejr, 50 km fra Belem, hovedbyen i Para-delstaten.

Hun forklarede politiet, at hun var blevet udsat for seksuelle overgreb gennem fire dage i lejren, der har 350 fanger.

Pigen befinder sig nu på et af myndighedernes hjem for voldsofre.

- De voldtog mig. Ikke bare mig, men også to andre, der var der. De tvang os til at drikke alkohol og tage narkotika, siger pigen i et interview med den brasilianske tv-station Globo, hvor hendes ansigt holdes skjult.

Hendes sag kommer efter en anden sag i 2007, hvor en anden mindreårig pige forklarede, at hun gennem 20 dage var blevet udsat for seksuelle overgreb i en fængsel tæt på Belem.

/ritzau/AFP