Det er ikke kun i Danmark, jordemødrene er under hårdt pres.

I sidste uge havde 40-årige Petra Vinberg Linder fra Sverige sin første arbejdsdag som jordemor på Södersykehuset i Stockholm. Et arbejde hun havde drømt om, siden hun var 14 år. Men torsdag nat oplevede hun for første gang, hvor hårdt og tidskrævende drømmejobbet er, da hun på en hel nattevagt hverken havde tid til at gå på toilettet og tisse eller skifte hygiejnebind, hvilket resulterede i, at hun blødte igennem sine bukser.

»Jordemor om natten = tre fødsler. Så har man hverken tid til at tisse eller bytte bind. Tak og godnat, skrev hun bagefter i et opslag på Facebook sammen med et billede af sine bukser.«

Opslaget vakte stor opmærksomhed i Sverige, hvor mange var enige om, at det ikke burde være sådan i et velfærdssamfund, og Petra Vinberg Linder selv kalder også situationen for 'uholdbar', for hvis hun havde insisteret på at gå på toilettet, skulle kvinderne føde alene.

»Det er lidt svært at beskrive følelsen, jeg tror at mit billede beskriver det bedre end 1000 ord,« siger hun til Expressen.

Selvom hun kun har arbejdet som jordemor i en uges tid, frygter hun både for de gravide og hendes kolleger, hvis ikke der sker ændringer.

»Vi gør alt for at disse kvinder får en ordentlig pleje, men det er uholdbart. Vi har brug for flere klinikker i Stockholm, og vi har brug for en bedre løn. Klinikkerne er overbelastede. De dygtige jordemødre, der har arbejdet her i 20-30 år, kan ikke mere. Hvis de først siger op, mister vi en masse vigtige færdigheder,« siger hun og peger på, at de er i faget, fordi de elsker det, men at alting har en grænse.

»Vi har valgt faget, fordi vi elsker det. Det er det, der gør, at vi finder os i kaosset. Mange spekulerer på, hvordan vi klarer det, men det er udelukkende fordi, vi brænder så meget for det. Jeg er ny og stadig rigtig motiveret, men jeg ER nødt til at kunne gå på toilettet og tage mig af mig selv. Det kunne jeg ikke på en hel nat, og det er uholdbart,« siger hun til Expressen.

Herhjemme var der især i 2015 også voldsom diskussion om jordemødrenes arbejdsvilkår, hvilket blev yderligere forstærket efter 50 anonyme jordemødre fortalte om deres arbejdsvilkår i en video, der blev lagt ud på Youtube.

I videoen fortalte en jordemoder blandt andet, at hun efter 25 timers arbejde i streg ikke var i stand til at hjælpe en fødende kvinde, mens en anden fortalte, hvordan en overbelægning var skyld i, at kvinder skulle sendes hjem, selvom de ikke var klar.

»Der var fire patienter på barselsgangen, og vagten handlede om at få patienter til at gå hjem, så vi kunne få plads til de nye. Det resulterede i, at mange gik hjem, før de var klar til det,« fortalte den anonyme jordemoder i filmen.

Samme år fik svangerskabsområdet i Danmark tilført yderligere 50 millioner kroner om året gennem finansloven, men så sent som sidste måned var forkvinden for Jordemoderforeningen ude og kalde det en lappeløsning, fordi sygehusene samtidig skal fortsætte med at øge produktiviteten med to procent til næste år.

»Vores område er et af de steder, hvor det er allermest grotesk at forestille sig, at man kan rationalisere to procent hvert år på en fødselsbehandling eller omsorgen for en amning eller et graviditetsforløb,« sagde Lillian Bondo til Ritzau, hvor hun understregede, at fødsler ikke kan forceres.

»En fødsel skal have lov til at tage den tid, den skal tage. En amning kan ikke forceres. En graviditet kan ikke køres hurtigere,« lød det fra Lillian Bondo.