De to døtre af den svenske forretningsmand Fredrik Lundberg - 36-årige Louise Lindh og 35-årige Katarina Martinson - er på meget kort tid blevet milliardærer.

Det skyldes ifølge det finansielle medie Bloomberg, at deres aktier i det børsnoterede selskab Lundbergfoeretagen AB har nået rekordhøjder.

De to søstre ejer hver 14 procent af aktierne, som er steget med 28 procent i løbet af de sidste 12 måneder til 517,5 svenske kroner.

Aktierne er steget, fordi boligmarkedet i Stockholm gløder i øjeblikket, og priser på lejligheder er steget med 24 procent på et år. Ejendomme udgør omkring 40 procent af firmaets værdier på omkring 59 miliarder svenske kroner.

Familien ejer 70 procent af firmaets kapital og mere end 90 procent af stemmemajoriteten.

Søstrenes andel af firmaet blev næsten fordoblet i starten af 2015, da deres far gav dem flere aktier. De ejede på det tidspunkt lidt over syv procent hver af firmaet.

Det har givet hver af søstrene en formue på mere end en milliard dollars ifølge Bloombergs indeks for milliadærer.

Familien selv har ikke ønsket at udtale sig om formueforøgelsen.

Lundbergs blev grundlagt af søstrenes bedstefar, som var ingeniør og startede sit eget byggefirma i 1944. Hans søn overtog firmaet og udvidede det til flere typer af industri, såsom bankvirksomhed og manufaktørvirksomhed.

Søstrene arvede en del af bedstefaderens aktier i 2001, da han døde. Louise Lindh er uddannet revirsor og blev ansat i en af familiens virksomheder i 2005 som assistent til lederen af virksomhenden i 2005. Og hun blev viceformand for bestyrelsen i 2010. Lillesøsteren Katarina Martinson har også haft en ledende position i virksomheden siden 2009.

Deres far Fredrik Lundberg har en formue på 3,7 milliarder dollars - hvilket svarer til 24,67 milliarder danske kroner.

Louise Lindh er i 2013 blevet spurgt, om hun har planer om at følge i sin 65-årige fars fodspor og selv stå i spidsen for virksomheden en dag, men til det svarede hun.

»Det er så langt væk, at jeg ikke tænker over det,« sagde hun og fortsatte.

»Det fungerer fint, som det er.«