En af de mest prekære sager i Vatikanets historie er lørdag middag blevet afsluttet i et retslokale bag Peterskirken. Her er pavens tidligere butler, 46-årige Paolo Gabriele, blevet idømt 18 måneders fængsel for at have lækket dokumenter, der var skadelige for kirken.

Ifølge Reuters afsagde retten sin dom efter to timers votering, efter at anklagemyndigheden havde krævet Paolo Gabriele fængslet i tre år, og forsvareren bad om frifindelse.

Eksbutleren har selv indrømmet at have lækket over 1.000 fortrolige dokumenter fra Vatikanet og til en italiensk journalist. Ifølge eget udsagn for at beskytte paven og bringe den katolske kirke tilbage på rette spor.

Dokumenterne indeholder oplysninger om blandt andet korruption, nepotisme og homoseksualitet i den romersk-katolske kirke.

Selvom Vatikanet nu har idømt Paolo Gabriele fængsel, forventer mange, at pave Benedikt benåder sin tidligere butler i sagen, som er blevet kendt under navnet »Vatileaks«.

Tre dommere har dømt i retssagen, som kun har været overvåget af otte journalister. De har efterfølgende måtte videregive sagens gang til resten af pressen.