Den romersk-katolske kirkes overhoved opfordrede i sin juleprædiken sine følgere til at vise større mod til at hjælpe familiemedlemmer og venner i nød.

VATIKANET: Pave Frans brugte sin juleprædiken til at opfordre sine følgere til at udvise omsorg og ømhed for venner og familiemedlemmer i problemer.

Den 78-årige pave holdt sin juleprædiken foran cirka 5.000 tilhørere i Peterskirken.

Den argentisk-fødte pave sagde, at julen er tiden til at huske, at Guds budskab om fred er »stærkere end mørke og korruption.«

Han stillede samtidig det retoriske spørgsmål, om vi er gode nok til at lukke Gud ind i vores hjerter og hjælpe de af vores nærmeste, der har problemer.

»Eller foretrækker vi upersonlige løsninger, som måske er effektive, men blottet for evangeliernes varme. Hvor har verden dog brug for ømhed i dag,« lød det ifølge Reuters fra lederen den romersk-katolske kirke.

Nogle timer før julemessen i Peterskirken ringede paven ifølge Reuters til kristne i en flygtningelejr i Irak. Her overbragte han sine hilsner til de kristne på flugt fra Islamisk Stat i Irak og Syrien. Paven har tidligere fordømt terrorbevægelsens brug af »barbarisk vold«.

Mandag holdt paven sin årlige juletale til den katolske kirkes gejstlige, og her kom han med en skarp kritik af bureaukratiet i Vatikanet og udpegede 15 »dårligdomme«, som svækker kirken, herunder »åndelig Alzheimers«.

Paven holder 1. juledag sin traditionsrige »Urbi et Orbi«-prædiken fra balkonen på Peterspladsen foran titusindvis af tilhørere.