Paven får kritik fra jødisk organisation efter sammenligning af flygtningelejre og koncentrationslejre.

Rom. Flere flygtningelejre rundt om i Europa minder om nazisternes koncentrationslejre fra Anden Verdenskrig.

Sådan lød en opsigtsvækkende udtalelse fra den katolske kirkes overhoved, pave Frans, lørdag under et besøg i en romersk kirke.

Her fortalte paven om et besøg i en flygtningelejr på den græske ø Lesbos sidste år, hvor han mødte en muslimsk flygtning, hvis kristne kone var blevet dræbt af islamister.

- Jeg ved ikke, om det lykkedes ham at forlade den koncentrationslejr, fordi flygtningelejre - mange af dem - minder om koncentrationslejrene på grund af det store antal personer, som er efterladt der, sagde han.

Samtidig roste paven de lande, som modtager flygtninge. Han takkede dem for "at bære denne ekstra byrde, fordi det virker som om internationale aftaler er vigtigere end menneskerettigheder".

Pave Frans forklarede sig ikke nærmere. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters lød han til at hentyde til EU's flygtningeaftaler med henholdsvis Libyen og Tyrkiet.

Den amerikansk-jødiske organisation The American Jewish Committee (AJC) opfordrede senere paven til at "genoverveje sin beklagelige formulering" omkring koncentrationslejrene.

- De omstændigheder, som migranter i øjeblikket lever under i nogle europæiske lande, kan givetvis være vanskelige og fortjener større international opmærksomhed. Men de er sandelig ikke koncentrationslejre, siger David Harris, der er leder af AJC, i en udtalelse.

- Nazisterne og deres allierede opførte og brugte koncentrationslejre til slavearbejde og udryddelsen af millioner af mennesker under Anden Verdenskrig.

- Der findes ingen sammenligning med tragediens størrelse, tilføjer han.

/ritzau/Reuters