De havde lige sagt ja til hinanden og så frem til at tilbringe livet sammen, da en lastbil endte deres drøm før tid.

Fredag skulle have været begyndelsen på det engelske par Paul og Sues liv sammen.

De to var lige blevet gift og sad i en bil på vej hjem fra bryllupsreceptionen sammen med Joy og Derek Green, der var i familie med Paul, da en modkørende lastbil ramte direkte ind i dem ved byen Rillington.

Ingen af dem overlevede, skriver den engelske avis Mirror.

På Facebook har Joy og Derek Greens datter - Melanie Ann Green - siden skrevet nogle mindeord om sine forældre, sin onkel og hans brud.

»I går (fredag, red.) var den værste dag i mit liv. I går mistede jeg min mor Joy og min far Derek i en trafikulykke ved Rillington. De var på vej tilbage fra Leeds, hvor min onkel Paul var blevet gift med sin partner Sue, da de blev ramt af en stor lastbil, der kom kørende i den modsatte retning. Sue og Paul sad på bagsædet, alle fire døde på stedet,« skriver hun.

»Jeg ved, at mange mennesker elskede mine forældre. De var fantastiske, vidunderlige, skøre mennesker, de åbnede deres hjerter til hele verden. De var min verden,« fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Politi og ambulancer var hurtigt på stedet, men der var intet at gøre. Vejen blev spærret i begge retninger, mens bilinspektører undersøgte ulykkesstedet, og først dagen efter blev vejen åbnet igen.

»For at være ærlig føles det som om, at verden er gået under,« skriver Melanie Ann Green.

Føreren af lastbilen, en 26-årig mand, slap uskadt fra ulykken, oplyser en talsmand fra politiet i North Yorkshire.