Som en makaber generalprøve - præcis en uge før forudsagt - gik jorden under på en kølig, solbeskinnet fredag morgen i Newtown, Connecticut. Bevæbnet med en ni millimeter Glock automatpistol, en tilsvarende Sig Sauer og en .223 semiautomatisk Bushmaster angrebsriffel, trængte en sortklædt 20-årig ung mand ind på Sandy Hook grundskolen og afholdt sin egen lokale udgave af ragnarok.
På få øjeblikke nåede han frem til administrationskontoret, hvor skoleinspektøren sad sammen med skolepsykologen. Via det åbne samtaleanlæg var de ved at læse dagens meddelelser op til de 600 elever på Sandy Hook skolen – fra fjerde klassetrin og ned til de små i børnehaveklassen.
Manden åbnede ild, skoleinspektøren og psykologen sank døde om, og skuddene ringede ”live” til dommedag i alle klasselokalernes højttalere.
Den sortklædte trådte ud i forhallen og styrede derefter hen til døren ved en af børnehaveklasserne. Han åbnede og affyrede på klos hold magasin efter magasin direkte ind i børneflokken.
Over hundrede projektiler skudt af på mindre end ti minutter. Det sidste projektil gemte han til sig selv og faldt livløs om på gulvet til de andre døde.
20 børn i alderen fra fem til ti år er brutalt blevet frataget en fremtid – seks voksne er døde sammen med dem. 26 myrdede og et selvmord og en af de mest brutale skoleskydninger i USA’s historie er slut.
Gerningsmanden er Adam Lanza og inden sit morderiske raid på skolen, har han også myrdet sin moder, Nancy Lanza, i deres fælles hjem i nærheden.
Efter drabet tager unge Adam moderens bil og kører op til Sandy Hook Elementary School, hvor Nancy Lanza er ansat. De våben, Glock, Sig Sauer og Bushmaster riffel, sønnen bruger til sin udåd tilhører hende – lovligt indkøbt af og registreret til børnehaveklasselærerinde Nancy Lanza.
Pædagogikken er til at overse.
De første meldinger om skolemassakren rammer offentligheden mellem halv ti og ti fredag formiddag.
På det tidspunkt bliver der talt om tre dræbte, men ikke længe efter går det op for tililende, skræmte forældre og journalister at noget er helt galt. Politiet har omringet bygningen, beder forældre om ID og eskorterer dem hen på skolens frivillige brandstation. Rygter begynder at svirre: otte dræbte, nej - ti dræbte og til sidst tallet: 18 børn døde. Panikken spreder sig. Ikke bare i Newtown, men hele nationen begynder at fornemme at jorden faktisk er ved at gå under.
Helt galt går det, da politiet holder deres første pressekonference med så få oplysninger at mistænksomheden og tvivlen bliver manifest. Øjenvidner beretter, overlevende børn fortæller og katastrofen toner frem i al sin gru.
Forvirringen fortsætter. Er der 20 døde børn?
Mange medier offentliggøre navnet på skytten som den 24 årige Ryan Lanza, boende i Hoboken, New Jersey. Det viser sig, at lillebroder har haft storbroders identifikationspapirer på sig. Ryan Lanza bliver afhentet i håndjern på sin bopæl, samtidig med forlydender dukker op, der hævder at familiens fader også er død.
Knap ti timer efter de første skud har lydt, kommer det foreløbige overblik:
Faderen er ikke død. Han er skilt fra moderen, bor i Newtown området med sin nye kone og er ikke mistænkt i forbindelse med blodbadet.
Ryan Lanza bliver løsladt og politiet kan nu officielt meddele, at morderen er den 20-årige Adam Lanza.
Flere medier kan berette at Ryan Lanza har fortalt FBI, at lillebroderen lider af ”mentale udfordringer”, som det bliver beskrevet.
Politiet fremkommer ikke med noget motiv til forbrydelsen.
Connecticut er i chok, landet er i chok.
I en uge, der mandag startede med et usædvanligt henrettelsesmord på West 58. Gade i Midtown Manhattan, hvor en mand i fuld dagslys brutalt skød en person i baghovedet og undslap.
En uge, der om tirsdagen bød på en skudepisode midt i en fyldt Shopping Mall i Portland, Oregon. En gerningsmand formummet bag en ishockeymaske og klædt i sort dræbte to kunder og begik så selvmord.
En uge, der fredag sluttede med et massemord i en søvnig by i New England, hvor 20 børn under ti år hensynsløst blev mejet ned i skolebygning.
Præsident Barack Obama har som regel en stoisk fremtræden, men fredag var den væk i Det Hvide Hus’ presserum.
Præsidenten havde svært ved at holde tårerne tilbage, måtte flere gange standse op og fatte sig i sin tale om skuddramaet i Newtown.
En musiker sagde engang til mig, at det, der betød noget i et musikstykke, var pauserne. Når man kommer fra stilheden, kan man effektivt høre den egentlige lyd, sagde han. De pauser præsident Obama markerede i sit politiske partitur fredag eftermiddag skabte en øredøvende virkning, hvis ekko kan få historisk betydning.
Pausernes efterklang fangede nemlig, at præsident sagde, ”at vi nu sammen må skride meningsfuldt ind for at hindre flere tragedier – uanset vores politiske ståsted”.
Altså: Nu må den våbenlov kigges efter i sømmene.
Obama har lovet det før – specielt i hans første valgkampagne i 2008. Det blev som bekendt ikke til noget.
Måske er tiden nu kommet til at blæse den magtfulde ”National Rifle Association” et stykke og i stedet reflektere over, hvor rationalet ligger i, at en børnehaveklasselære lovligt har to kraftige automatpistoler og en semiautomatisk angrebsriffel i sit hjem. Plus ammunition, forstås.
Det ville være et godt budskab at tage med til Newtown, når Obama efter al sandsynlighed rejser til New England i den kommende uge for at trøste de sørgende forældre.
Det kan også være, han får lejlighed til at se den blodige ironi i det venlige skilt, der hænger i indkørslen til skolen i den lille by:
”Sandy Hook Skolen
1956
Besøgene velkomne”
I fredags kom der en uanmeldt for meget.
