En kvindelig passager benyttede forleden tiden under en flyvetur fra Spanien til England til at rette en særlig tak til flyets piloter.

»Kære piloter, der flyver mig hjem. I lyset af tragedien i de franske alper og tabet af de 150 stakkels mennesker har jeg behov for at række ud til jer og række jer en medmenneskelig hånd.«

Sådan indleder en kvindelig flypassager ved navn Bethanie et håndskrevet brev, som hun mandag under en flyvetur fra Spanien til England forærede flyets piloter.

Brevet skal ses i lyset af flytragedien sidste tirsdag, hvor en GermanWings-pilot angiveligt styrede et fly med 149 øvrige ombordværende ned i de franske alper med vilje.

Læs også:

I brevet takker Bethanie piloterne for at bringe hende sikkert hjem.

»Tak, for at I flyver mig hjem. Tak, for at I gør det så trygt. Tak, for at gøre det muligt for mig at leve mit liv i Spanien, ligeså vel som jeg kan tilbringe tid med min familie i England. Jeg håber også, I får set jeres familier snart. Jeg har haft en vidunderlig flyvetur, og det håber jeg også, I har. I gør en kæmpe forskel, og I er grunden til, at jeg kan smile i aften,« skriver Bethanie i brevet.

En kollega til piloten, der modtog brevet, offentliggjorde efterfølgende brevet på Twitter.

»Dette brev blev givet til en kollega ombord på flyet. Det beviser, at vi er sammen om dette,« skriver Jai Dillon på Twitter.

Til news.com.au fortæller 23-årige Jai Dillon, der er pilot med base i Storbritannien, at kollegaen ønskede at dele brevet, fordi det havde rørt hans hjerte.

»De (piloterne, red) blev utroligt glade. Jeg føler, at den positive besked er værd at dele,« siger Jai Dillon.

Det rørende, håndskrevne brev er siden gået verden rundt. Siden mandag er opslaget blevet delt 3.600 gange, ligesom knap 3.000 Twitter-brugere har liket opslaget.