På trods af et boardingkort til en helt anden afgang, fik en mandlig passager lov til at gå ombord på et forkert fly uden at blive stoppet. Og selvom kaptajnen blev gjort opmærksom på fejlen, fik passageren alligevel lov til at flyve med, til stor forargelse for flere af de andre passagerer.

Det skriver Manchester Evening News.

Omfattende kontrol med brug af kropsscannere og forbud mod væsker i større mængder er efterhånden blevet hverdagskost i de fleste lufthavne, hvor sikkerheden påstås at være i højsædet.

Alligevel fik en ung, mandlig passager lov til at gå ombord på det forkerte fly, da han forleden skulle på en solskinstur til havnebyen Pafos i det sydvestlige Cypern.

Selvom han var i besiddelse af en flybillet med samme destination, så var det fly, han havde billet til, allerede lettet fra lufthavnen i Manchester. Det betød dog ikke, at han blev afvist ved gaten med det forkerte boardingkort i hånden, hvorfor han kunne gå ombord på et fly fra Easyjet med kurs mod Pafos, blot med en senere afgang.

Ifølge Manchester Evening News blev kaptajnen på det pågældende fly gjort opmærksom på fejlen inden afgang, men valgte alligevel at give den mandlige passager lov til at flyve med.

Beslutningen medførte hurtigt kritik fra de andre passagerer, der angiveligt følte sig utrygge over den tilsyneladende manglende kontrol. For kan det virkelig være så nemt at gå ombord på et fly uden gyldigt boardingkort, lød bekymringen fra flere.

En talsmand fra lufthavnen i Manchester har efterfølgende undskyldt episoden med, at alle passagerer, der har gennemgået et sikkerhedstjek, automatisk bliver godkendt til afrejse uanset deres destination. Herfra er det op til de enkelte flyselskaber om de tillader personer, som har misset en afgang, at komme med et senere fly til samme destination.

Easyjet har efterfølgende bekræftet episoden over for Manchester Evening News.

»Passagerernes sikkerhed og tryghed er af højeste prioritet for Easyjet. Den pågældende passager var blevet godkendt i sikkerhedskontrollen, og derfor kunne kaptajnen tillade, at han fik lov til at flyve med,« lyder svaret fra Easyjet ifølge Manchester Evening News.