Republikanerne har nedstemt et forslag om at tvinge præsidenten til at offentliggøre sine selvangivelser.

Washington D.C.. Republikanerne i Repræsentanternes Hus i USA har blokeret et forsøg fra Demokraterne på at tvinge præsident Donald Trump til at fremlægge sine selvangivelser for Kongressen.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge The New York Times.

Demokraten Bill Pascrell sagde mandag, at Kongressen har et ansvar for at sørge for, at "den udøvende magt går forrest, når det kommer til gennemsigtighed for at sikre, at offentlighedens interesse kommer først".

Pascrell og andre demokrater mener samtidig, at skattepapirerne kan hjælpe politikerne og offentligheden med at afgøre, om Trump har investeringer i Rusland.

Donald Trump har flere gange afvist, at han skulle have investeringer i Rusland.

Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus og et forslag om at udskyde Pascrells forslag på ubestemt tid blev vedtaget med 229 stemmer for og 185 imod.

I et interview med ABC News i slutningen af januar gjorde Trumps rådgiver, Kellyanne Conway, det endnu en gang klart, at præsidenten ikke vil offentliggøre sine selvangivelser.

Conway sagde således, at Donald Trumps skatteoplysninger alligevel ikke interesserer hans vælgere, og derfor vil de altså ikke blive lagt frem.

- Folk var ligeglade. De stemte på ham. De fleste amerikanere er fokuseret på, hvordan deres egne selvangivelser vil se ud under præsident Trumps regeringstid - ikke hvordan hans ser ud, sagde Conway i interviewet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Donald Trump er den første amerikanske præsident i mange årtier, der har nægtet at udlevere sine skatteoplysninger.

/ritzau/