Terroristen Salah Abdeslam, som blev anholdt i Belgien kort før angrebene i Bruxelles, er onsdag blevet overleveret fra de belgiske myndigheder til de franske. Det har fået hans nu tidligere advokat, belgierenSven Mary, til at udtale sig meget lidt flatterende om ham.

I et længere interview med den franske avis La Libération fortæller Sven Mary, hvordan han tøvede med at sige ja til at forsvare terroristen, da han blev kontaktet af broderen. Og alt tyder på, at overdragelsen til de franske myndigheder er en lettelse for advokaten.

»Alle har ret til et forsvar, men hvis jeg fik spørgsmålet efter angrebene i Bruxelles, havde jeg aldrig taget denne sag,« siger han til den franske avis.

Og terroristens tidligere advokat holder sig ikke tilbage med at fortælle, hvad han i virkeligheden tænker om sin forhenværende klient.

»Han er en lille, småkriminel lort fra Molenbeek, og han er nærmere en medløber end en leder. Han er lige så klog som et tomt askebæger. Det er det perfekte eksempel på 'GTA-generationen' (voldeligt computerspil, red.). Han tror, at han lever i et computerspil.«

Yderligere forklarer Sven Mary, hvordan han har oplevet radikaliseringen af de unge fra Molenbeek. Eksempelvis har Salah Abdeslam fortalt ham, at han kun har læst en fortolkning af Koranen på internettet.

»Med disse unge fra Molenbeek er den eneste forklaring, jeg kan finde, at radikaliseringen sker via propaganda på internettet, hvor der bliver givet et indtryk af, at muslimer er ofre for diverse uretfærdigheder,« siger Sven Mary til La Libération.

26-årige Salah Abdeslam blev onsdag fløjet med helikopter fra Belgien til Frankrig, og siden er han blevet sigtet for drab, tilknytning til en terrorgruppe samt for besiddelse af våben og eksplosiver. Det oplyser hans nye, franske advokat ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den franske statsborger med marrokanske rødder menes at være den eneste overlevende terrorist fra angrebene i Paris den 13. november sidste år.

Efter flere måneder som genstand for en sand menneskejagt blev han den 18. marts anholdt under en dramatisk politiaktion i Bruxelles-forstaden Molenbeek - fire dage før de blodige angreb i Bruxelles.

Det var det angreb, der ramte lufthavnen i Bruxelles og en undergrundsstation 22. marts, da selvmordsterrorister dræbte 32 mennesker.

Angrebet i Paris kostede 130 mennesker livet. Her var det også selvmordsattentater, og efterforskningen har siden afsløret spor til islamister i Bruxelles og tråde mellem gerningsmændene til begge attentater.