Et usædvanligt, men farligt problem med en parasitsprøjtende flue har spredt sig i det nordlige Sverige. Og fluen er på vej sydpå.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvis sommerferien går mod de svenske skove, skal du passe på dine øjne. En humlebi-lignende flue, der plejer at lægge sine larver i elges næsebor, forveksler de våde huler med menneskers øjne.

Sveriges Lægeforening har netop indsamlet dokumentation for, at den parasitbærende flue, Cephenemyia Ulrichii, sender mennesker på hospitalet. Mens fluen tidligere havde hjemme i Finland og det nordlige Sverige, er den nu blevet mere almindelig sydpå i Småland.

I det der svarer til Ugeskrift for Læger i Sverige, Läkartidningen, beskrives fænomenet som et ”usædvanligt, men farligt problem.”

Malin Hallgren fra Bjursås i det nordvestlige Sverige er et af fluens ofre. Hun fortæller, hvordan hun plukkede tyttebær i skovbunden, da en brumbasselignende flue stoppede op foran hendes ansigt og sendte en stråle af sted mod hendes øje.

- Jeg følte, at der var noget, der gjorde ondt. Så kiggede min datter ind i mit øje og så, at der krøb noget rundt derinde, siger Malin Hallgren til regionalavisen DT.

Hendes familie kunne senere trykke 25-30 fluer ud af hendes øje ved hjælp af en vatpind, og Malin Hallgren beskriver oplevelsen som 'chokerende og meget ubehagelig'.

Samme følelse må man gå ud fra, at de svenske elge føler, når fluemødrene hver sommer skal finde et sted til deres larver. Netop elgenes bløde, våde næsebor er det sædvanlige sted, larverne får lov at vokse sig store.

Mens larverne for det meste er ufarlige for elge, kan de dog i større mængder gøre det svært for det store dyr at synke og dermed føre til, at de ligefrem dør af sult. Fluens summen kan derfor få kæmperne til at flygte i panik over skovbunden.

Sådan ser fluen ud: Se parasitfluen - scroll til bunden af artiklen (eksternt link)

De voksne fluer af Ulrichii har en kropslængde på 16-18 mm og minder i udseende om en humlebi med en tæt gul, hvid og sort behåring. Og Niklas Johansson, biolog i Jönköping i Småland, fortæller, at det ikke længere kun er svenskere og finner nordpå, der skal passe på sine øjne.

- Fund tyder på, at der er sket en etablering af fluen længere sydpå. Men det er uklart hvorvidt, det er en midlertid etablering, siger han til DT.

Läkartidningens rapport anbefaler forfatterne, at man vifter fluen væk eller lukker sine øjne, hvis man skulle støde på en Cephenemyia Ulchirii, der står stille foran ansigtet.Går det alligevel galt, vil larverne forårsage en irritation i øjet, der kan føre til alvorlig betændelse og væskeophobning omkring øjet, hvis de ikke fjernes hurtigt.

Rapporten i Läkartidningen konkluderer, at skulle larverne bore sig ind i selve øjenæblet, vil følgevirkningerne være særdeles alvorlige. Det er derfor vigtigt at søge læge hurtigst muligt.

Det har desværre ikke været muligt at træffe Svenska Turistföreningen eller Statens Veterinärmedicinska Anstalt for en kommentar, eftersom svenskerne afholder nationaldagen Svenska Flaggans Dag i dag.