Dansk-italieneren Francesco Gullino, der formodes at have myrdet systemkritikeren Georgi Markov for den bulgarske efterretningstjeneste i 1978, forsørges af de danske skatteydere.

Dansk-italieneren Francesco Gullino, som formodes at stå bag et spektakulært snigmord under den kolde krig, kan nyde sit otium i Østrig på dansk folkepension, selvom han ikke har boet i Danmark de sidste tyve år.

Det bekræfter Udbetaling Danmark, der administrerer sociale ydelser som for eksempel folkepension, over for BT. Den i dag 67-årige Francesco Gullino flygtede fra Danmark i 1993 efter en 11 timer lang afhøring hos PET i forbindelse med det såkaldte paraply-mord.

I 1978 blev den bulgarske forfatter og systemkritiker Georgi Markov myrdet i London under mystiske omstændigheder. På åben gade blev han stukket i låret med spidsen af en paraply. Men efter alt at dømme har der ikke været tale om en helt almindelig paraply. Fra stikket spredtes nemlig en gift i Markovs krop, og tre dage senere døde han.

Snigmordet, der siden er blevet kendt som paraply-mordet, er aldrig blevet opklaret. Men Francesco Gullino menes at være den skyldige, og derfor var han også indkaldt til maraton-afhøringen hos PET i 1993, hvor også Scotland Yard og personer fra det bulgarske efterretningsvæsen deltog.

21 år i Danmark

Francesco Gullino kom til Danmark i 1972 og fik arbejdstilladelse. Han nåede også at få dansk statsborgerskab, inden han flygtede i 1993 af frygt for at blive retsforfulgt. Da Francesco Gullino i 2011 fyldte 65 år, var han – på grund af sine 21 år i Danmark – berettiget til dansk folkepension.

Den danske lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at folk med bopæl i Danmark optjener en ret til pension, som ikke bortfalder, selvom man senere forlader Danmark. Derfor kan den formodede morder hver måned hæve gode danske skattekroner fra sit nye hjem i Østrig.

Hvor meget Francesco Gullino får i pension, vil Udbetaling Danmark ikke oplyse. Men en dansk statsborger, der har boet 40 år i Danmark, vil afhængigt af indkomst ved siden af pensionen kunne modtage op til 11.832 kr. om måneden. Med 21 år i Danmark vil paraply-morderen derfor maksimalt kunne få lidt over det halve – altså omkring 5.916 kr. månedligt.

Kodenavn Piccadilly

Teorierne om det spektakulære snigmord i 1978 går på, at Gullino blev hvervet af den bulgarske efterretningstjeneste, da han blev taget af bulgarske myndigheder som narkosmugler tilbage i 1970. Ud fra bulgarske arkiver er det bevist, at der fandt adskillige pengeoverførsler sted i årene 1978-1990 fra den bulgarske efterretningstjeneste til en agent med kodenavnet Piccadilly. I samme arkiver betegnes denne Piccadilly også som manden bag paraply-mordet.

Francesco Gullino trak overskrifter i 2005, da den britiske presse mente at have identificeret dansk-italieneren som identisk med den mystiske agent Piccadilly. I foråret 2013 tog BT til den formodede paraply-morders nye hjemby, Wels i Østrig, i forsøget på at opspore den landflygtige danske statsborger – men uden held.

Francesco Gullino figurerer i dag hverken på Interpols eller Scotland Yards lister over eftersøgte personer, selvom britisk politi tidligere på året bekræftede, at mordsagen fra 1978 stadig var åben. BT har kontaktet Scotland Yard, men det var ikke muligt at få bekræftet, om Francesco Gullino stadig er mistænkt i sagen.