Endnu et par kan angiveligt skrive ’Medlem af Mile High Club’ på cv’et. Et Norwegian-fly var sent mandag på vej fra Paris til Stockholm, og undervejs kunne et par altså ikke vente til de landede og dyrkede derfor sex på et af flyets toiletter.

Da flyet landede, ønskede en af flyets piloter tillykke på svensk over højttalersystemet. Ifølge en af passagerne sagde piloten følgende.

»Vi vil gerne sende vores bedste ønsker om en lykkelig forplantning til det par, som tidligere vovede sig ind på toilettet,« lyder det til Daily record.

Men ifølge Norwegian var det slet ikke piloten, der annoncerede parrets eventyrlige stund via højttalerne.

»Det var ikke piloten, det var en i kabinepersonalet, som sagde det over højttaleren. Passagererne grinede, da det blev annonceret,« fortæller Charlotte Holmbergh Jacobsson, pressechef i Norwegian, til VG.

Hun forklarer, at der umiddelbart ikke er nogen regler, der siger, hvad der er lovligt at lave på toiletterne. Det er angiveligt første gang, Norwegian har oplevet et sådan tilfælde, og identitet og nationalitet på parret er ikke kendt.

Der er ikke formuleret nogen eksakte regler for, hvad det kræver at komme med i ’Mile High Club’. Folk kan have forskellige grunde til at blive medlem af klubben, men for nogen handler det om spændingen eller risikoen ved at blive opdaget af personalet eller andre passagerer.