Kampagner fortæller dig det igen og igen: Lad være med at køre, når du har drukket. Men et amerikansk par valgte en noget alternativ - og mildest talt forkastelig - løsning på problemet, efter at de havde indtaget rigelige mængder af de våde varer.

I stedet for at lade bilen stå fik 36-årige Jason Roth og 32-årige Amanda Eggert deres ni-årige datter til at tage rettet og køre dem - og deres 11 måneder gamle baby - 'sikkert' hjem.

Det skriver The Mirror.

Den 31. januar modtog politiet i Polk County, Wisconsin, et opkald fra en bilist, som rapporterede, at føreren af en firehjulstrækker ikke havde særlig godt styr på køretøjet. Politiet fandt parret og deres to børn parkeret ved en lystbådhavn i Polk County ca. 120 km nordøst for storbyen Minneapolis. Jason Roth og Amanda Eggert blev anholdt stærkt beruset tilstand, da politiet til deres overraskelse opdagede, at den ni-årige pige havde kørt bilen.

Parret erklærede sig 'ikke skyldige', da de blev stillet foran en dommer i fredags med anklager om hensynsløs tilsidesættelse af sikkerheden og misrøgt af et barn, ifølge oplysninger fra retten.

Amanda Eggert blev også tiltalt for at have været oppe at toppes med læger, som var ilet hende til hjælp, efter at hun havde pådraget sig en skade på den ene hånd under snescooter-kørsel tidligere på dagen.

Måske havde en taxa været at foretrække