Fatah foreslår en plan for våbenhvile i Gaza, som ifølge organisationen skal lede til fem dages forhandlinger.

VESTBREDDEN: Det palæstinensiske lederskab fra Fatah har tirsdag fremlagt en ny plan for en våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne. Aftalen om våbenhvile skal efterfølges af fem dages forhandlinger om at stoppe kampene mellem parterne, siger den palæstinensiske forhandler og repræsentant for Fatah, Azzam al-Ahmed, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det palæstinensiske lederskab har præsenteret et nyt forslag om våbenhvile inden for rammerne af det egyptiske initiativ til en våbenhvile,« siger al-Ahmed fra den egyptiske hovedstad, Kairo.

Netop i Kairo føres i disse dage forhandlinger om, hvordan kampene i Gazastriben kan stoppes.

Tirsdag eftermiddag understregede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, at et egyptisk initiativ om våbenhvile i Mellemøsten udgør rammen for at ende de blodige kampe i Gazastriben.

»Der er et rammeforslag til at ende volden, og det rammeforslag er det egyptiske initiativ,« lød det fra Kerry på et fælles pressemøde med den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shukri.

Under sit besøg i Kairo opfordrede den amerikanske udenrigsminister på det kraftigste Hamas til at indgå forhandlinger om en våbenhvile med Israel.

Hamas, der regerer Gazastriben, har ellers tidligere forkastet Egyptens forslag med den begrundelse, at det ignorerer den militante gruppes krav om at løslade fanger og ophæve en økonomisk blokade mod Gazastriben. Og Hamas har desuden beskyldt Egypten for at fryse palæstinenserne ud af forhandlingerne om en våbenhvile.

Styret i Kairo står dog fast på, at alle palæstinensiske fraktioner er blevet konsulteret.

En våbenhvile i sidste uge på egyptisk initiativ nåede nærmest ikke at træde i kraft, før den blev brudt, og siden er såvel den israelske offensiv som de palæstinensiske raketangreb blevet intensiveret.