Angrebet sker, efter en omstridt lov har forværret stemningen mellem israelere og palæstinensere.

Tel Aviv. En palæstinenser åbnede torsdag ild mod en israelsk folkemængde. Mindst fire personer blev såret, oplyser israelske politifolk.

Episoden skete i byen Petah Tikva nær Tel Aviv. Her oplyser de lokale myndigheder, at angriberen er anholdt.

Han er ifølge de israelske kilder fra den besatte vestbred.

De fire sårede blev bragt til et hospital. Ingen af dem er i livsfare.

Angrebet sker, mens forholdet mellem palæstinensere og israelere er stadig mere spændt. Israels parlament har vedtaget en lov. Den legaliserer godt 4000 israelske boliger i bosættelser på vestbredden.

- Manden åbnede ild med et automatvåben, siger politiets talsmand, Micky Rosenfeld.

- Terroristen blev anholdt. Vi forsøger at finde ud af, hvordan han kom til området.

Siden oktober 2015 har der i Israel været en bølge af angreb på gaden og med biler, skud og knivoverfald. Bølgen er aftaget, og fortsætter med mindre styrke end før.

Volden skyldes ifølge Israel palæstinensiske ledere. Disse mener, at angreb skyldes frustration over den israelske besættelse. Siden 2014 har der ikke været fredsforhandlinger.

Israels rigsadvokat mener, at den ny lov om israelske boliger på Vestbredden strider mod forfatningen. Han har sagt, at han ikke vil forsvare loven i højesteret.

Loven, som støttes af premierminister Benjamin Netanyahu og hans koalition, har skabt splid i regeringen.

Politiske kilder har beskrevet, at Netanyahu bag lukkede døre er bekymret over loven. Den kan give grundlag for en retssag ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) siger ifølge AFP, at loven principielt "legaliserer tyveri". Den er et bevis på, at "den israelske regering vil ødelægge alle muligheder for en politisk løsning", hedder det.

/ritzau/AFP