Tre israelske soldater er kvæstet, efter en palæstinenser kørte ind i dem på den besatte Vestbred.

Jerusalem: En palæstinensisk mand blev tirsdag skudt og dræbt, efter han havde kørt en bil ind i en gruppe israelske soldater ved en vejspærring på Vestbredden.

Tre soldater blev såret ved angrebet, der fandt sted i den nordvestlige del af Ramallah, oplyser Israels hær.

De tre soldater er bragt på hospitalet, skriver hæren i en meddelelse, hvor den ikke oplyser yderligere om de såredes tilstand.

Den israelske ambulancetjeneste oplyser derimod, at en af soldaterne er alvorligt såret.

Det palæstinensiske sundhedsministerium oplyser, at angrebet fandt sted ved en af den israelske hærs vejspærringer.

Ifølge ministeriet er gerningsmanden en 36-årig palæstinensisk mand, der boede i Qalandia-flygtningelejren tæt ved Ramallah.

Det er det seneste i en lang række angreb, som begyndte i efteråret. Volden har kostet 204 palæstinensere livet og 28 israelere livet siden 1. oktober.

Tidligere på dagen oplyste israelsk politi, at en palæstinensisk teenager var anholdt i Jerusalems gamle bydel på mistanke om, at han havde stukket en ældre jødisk mand ned i den del af byen mandag aften.

/ritzau/AFP