KØB PLUS!

Palæstinenere: Adgang til krigsforbryderdomstol er ikke topprioritet

At melde Israel til Den Internationale Krigsforbryderdomstol for bosættelser på Vestbredden bliver ikke første træk, hvis Det Palæstinensiske Selvstyre bliver opgraderet i FN. Det understreger den palæstinensiske FN-observatør.

GLOBALT: Får palæstinenserne deres ja til at blive »permanent observatørstat« i FN, når Generalforsamlingen stemmer torsdag, betyder det ikke, at de straks vil forsøge at få afgang til Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC. Det understreger en palæstinensisk FN-observatør over for Reuters.

Falder afstemningen ud til Det Palæstinensiske Selvstyres fordel, bliver opgraderingen implicit betragtet som anerkendelse af en palæstinensisk stat, og palæstinenserne rykker et skridt nærmere fuldt medlemskab af FN. Det betyder, at Det Palæstinensiske Selvstyre kan få adgang til institutioner som ICC i Haag, som sætter folk på anklagebænken for folkemord, krigsforbrydelser og andre større menneskerettighedskrænkelser. Og her kan palæstinenserne klage over Israel.

Det er en mulighed, som Det Palæstinensiske Selvstyre dog ikke vil benytte sig af som det første, men det kan blive en udvej, hvis Israel overtræder international lov ved fortsat at have bosættelser på Vestbredden, lyder det fra den palæstinensiske observatør.

- Jeg tror ikke, at vi på andendagen skynder os at blive medlem af alt, der har relation til FN, herunder ICC, sagde Riyad Mansour på en pressekonference.

Fortsætter Israel aggressionerne, vil palæstinenserne tage en snak med »venner«, herunder Europa om det næste skridt.

- Vi er ikke i gang med at forsøge at forlænge denne konflikt, sagde Mansour.

- Men vi er ikke fjolser eller dumme. Hvis de ikke bevæger sig i den retning...så bør vi alle overveje mulighederne for, at der bliver overensstemmelse.

I april forsøgte palæstinenserne at få undersøgt påstået kriminalitet i Gaza og på Vestbredden ved ICC, men ansøgningen blev afvist, fordi Det Palæstinensiske Selvstyre ikke er fuldgyldigt medlem af FN. Derfor kan der være stor interesse for palæstinenserne i at rykke et skridt nærmere medlemskab. Men for at sikre sig europæiske stemmer ved afstemningen torsdag ser det ifølge Reuters ud til, at palæstinenserne nedtoner betydningen af adgangen til ICC.

Afstemningen ventes dog allerede at blive et massivt ja til opgraderingen af den palæstinensiske FN-status, og også Danmark stemmer ja.