Principiel sag betyder, at psykisk syge kan henrettes i Pakistan, som har underskrevet FN-konvention.

Islamabad. Skizofreni er ikke en psykisk sygdom, der kan begrunde, at man undlader at henrette en dødsdømt, slår Pakistans højesteret fast.

Den principielle sag betyder, at en fængslet 50-årig mand dermed kan blive henrettet for drabet på en prædikant.

I oktober afviste domstolen en anke fra Imad Ali, som ifølge sin advokat Sarah Bilal har været diagnosticeret med paranoid skizofreni siden 2002.

Højesteret forklarer torsdag i en detaljeret dom, at skizofreni ikke kan være årsag til, at man undslipper straf.

Imad Ali skulle ifølge planen være hængt 20. september i år. Men højesteret bremsede henrettelsen, da man ville se nærmere på helbredsspørgsmål, siger advokaten.

En dommer afviste 27. september at udsætte eksekveringen.

Fængslet i Punjab, hvor den 50-årige mand sidder, ventes nu at gennemføre hængningen snarest.

Efter et skoleangreb i 2014 valgte Pakistan at ophæve et midlertidigt forbud mod dødsstraf. Flere end 150 mennesker - heraf mange børn - blev dræbt i angrebet i Peshawar.

Flere end 400 fanger på dødsgangen er henrettet de seneste par år ifølge Pakistans Menneskerettighedskommission.

Pakistan har underskrevet FN?s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap.

/ritzau/dpa