En fængslet pædofil har taget skylden for den engelske piges forsvinden i 2007.

10 år efter at engelske Madeleine McCann forsvandt sporløst fra en ferielejlighed i Portugal, er politiet stadig på noget nær bar bund i sagen.

De har i årevis fået tusindvis af henvendelser fra offentligheden, og i 2012 fik de en rædselsvækkende en af slagsen fra den dømte pædofile Aaron Collins.

'Jeg har slået Maddie ihjel', lød beskeden fra ham.

Hans henvendelse er først blevet offentliggjort nu, og politiet har for længst afskrevet ham som en løgner, der intet har med sagen at gøre.

Men han opnåede én ting, som i manges øjne er utilgivelig: Han fik politiet til at spilde uvurderlig tid og arbejdskraft på at undersøge hans påstand.

Her fem år senere fortryder den 31-årige pædofile mand intet, siger han til avisen Cambridge News.

»Jeg gjorde det for at få dem til at kludre rundt, fordi jeg nød det. Jeg går stadig og griner af det,« lyder det iskoldt fra Collins, som afsoner en dom for misbrug af 11 børn, som han passede gennem sit arbejde som pædagog.

Hans misbrug af børnene var så alvorligt, at det var nationale nyheder i England, da han blev afsløret og retsforfulgt, skriver Cambridge News.

Han forklarer også sin løgn om Madeleine McCann med, at han gerne vil have folk til at hade sig.

»Jeg vil hellere have, at folk hader mig, end slet ikke noget. Det er i det mindste en følelse. Jeg vil have folk til at elske eller hade mig. Jeg vil ikke have, at folk synes, jeg er ubetydelig,« lyder det fra Aaron Collins.

Maddie forsvandt under familiens ferie i Praia da Luz , da hun var tre år gammel.

Hvis hun stadig lever i dag, vil hun være 13 år. Nogle, som aldrig har mistet håbet om at finde hende i live, er forældrene Kate og Gerry McCann.

Deres utrættelige jagt efter sandheden har gjort sagen til en af verdens mest omtalte nyheder, og har presset politiet i både England og Portugal til at fortsætte efterforskningen den dag i dag.