Den afdøde leder af Medellin-kartellet, Pablo Escobar, bliver fremstillet alt for mildt i Netflix-serien 'Narcos'. Det mener hans søn, Juan Pablo Escobar, eller Sebastián Marroquín, som han kalder sig i dag.

»Han var meget mere voldelig en det, som tv-serien viser,« siger han til den spanske avis 'El Pais'.

Hans far blev dræbt i en skudveksling med myndighederne i 1993. Indtil da havde hans narko-kartel forsynet USA med kokain, og Escobar havde fyldt lommerne med penge.

Den 39-årige Sebastian Marroquín bor i dag i Buenos Aires i Argentina, og han påstår i et interview med den spanske avis El Pais, at Netflix-serien 'Narcos' på mange måder glorificerer faderen.

»Min far tog livet af 3.000 mennesker. Han var meget mere voldelig, end det, tv-serien viser. Han terroriserede hele landet,« siger hans søn.

Det, der forarger ham mest, er at serien hævder at være realistisk. Hans far fremstår næsten som en kultfigur.

Ifølge ham formår serien ikke at vise, at familien oplevede meget frygt, angst og terror.

»Brugen af vold var faktisk meget værre end det, serien viser. Man skal være ansvarlig, når man fortæller sådan en historie. Og der er flere tusinde ofre i Colombia, som fortjener respekt,« påpeger han.

Sebastián Marroquín fortæller en historie om en familie, der altid var på flugt. Der var ikke tid til nogen luksus, fordi de hele tiden skulle finde sig et nyt sted at bo. De kunne flytte ind i et hus om formiddagen for så at måtte flygte til en helt anden by om aftenen.

»I serien bliver jeg fremstillet som et lille barn, og jeg bliver yngre og yngre. Men jeg var 16 år gammel, da min far døde, og jeg forstod alt, hvad der skete. Han lagde aldrig skjul på, at han var en forbryder. Vi kunne se en bombeeksplosion i nyhederne, og han kunne sige, at han havde plantet netop dén bombe,« fortæller han.