For de fleste var førstedagen af karnevallet i Köln ensbetydende med samba, dans og farver, mens det for andre endte med rædselsfulde sexovergreb blot få måneder efter flere hundrede kvinder oplevede krænkelser og grove overfald.

Ifølge BBC News har politiet i Köln modtaget 22 anmeldelser om sexovergreb til karnevallet natten til fredag.

Antallet skulle ifølge politiet i Köln være højere end sidste år.

Tordagen var ellers forløbet fint uden de store problemer, men det formåede en række personer således at lave om på natten til fredag. Politiet har hidtil haft 190 personer i deres varetægt og beskriver dem som en »blanding af den generelle offentlighed«.

Karnevallet bliver holdt i skyggen af terrortrusler og de sexovergreb, der fandt sted nytårsaften. Derfor har politiet også været talstærkt til stede, hvilket tilsyneladende ikke har været nok til at skræmme sexkrænkerne væk.

 

Skræmmende deja-vu

Nattens overgreb kommer i kølvandet på en nytårsaften, hvor adskillige hundrede kvinder hævdede, at de havde været udsat for seksuelle overgreb.

Anklagerne pustede til en ellers ophedet indvandrerdebat, da flere af kvinderne berettede, at den store gruppe af mænd, der angiveligt skulle have udført overgrebene, bestod af primært afrikaner eog arabere.

Flere af kvinderne fortalte, at de i ly af mørket var blevet befamlet på brysterne og mellem benene samtidig med, at flere af kvinderne blev bestjålet.