En brandmand er blandt de omkomne efter voldsomme oversvømmelser i det sydlige Tyskland.

Schwäbisch Gmund: Mindst tre personer meldes natten til mandag omkommet i forbindelse med voldsomme oversvømmelser i den sydtyske delstat Baden-Württemberg.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

En brandmand omkom i forbindelse med et forsøg på at redde en person, der var fanget i vandmasserne. Personen, der blev forsøgt reddet, menes også at have mistet livet, oplyser myndighederne i Schwäbisch Gmund, der ligger cirka 65 kilometer øst for Stuttgart.

Byens borgmester, Joachim Bläse, siger til lokalavisen Gmünder Tagespost, at indtil kort før klokken 22 var der om tale om "syndflod" og "derefter et mareridt".

Både borgmesteren samt lederne af det lokale brandvæsen og politi troede, at det værste var overstået søndag aften.

Vandmasserne havde i løbet af søndagen godt nok forårsaget store skader, men ingen personer var på det tidspunkt kommet noget til eller meldt savnet.

Avisen skriver, at uvejret er det værste i årtier i området.

Tidligere har politiet ifølge dpa bekræftet, at en person er fundet død i en underjordisk garage i byen Weissbach ligeledes i Baden-Württemberg.

/ritzau/