Emmanuel Macron og Marine Le Pen skal kæmpe om den franske præsidentpost. Her kan du blive klogere på de to.

Paris. Franskmændene har søndag aften valgt deres to foretrukne kandidater ved det franske præsidentvalg.

Ifølge de første prognoser er det Emmanuel Macron og Marine Le Pen, der går videre til anden valgrunde i Frankrig.

Her kan du blive klogere på de to præsidentkandidater:

* Marine Le Pen, Front National.

* Født: 5. august 1968 (48 år) i Neuilly-sur-Seine.

* Uddannelse:

Jurist fra Pantheon-Assas universitetet i Paris.

* Karriere:

Arbejdede som advokat fra 1992 til 1998, hvor hun blandt andet repræsenterede illegale indvandrere.

* Politisk karriere:

Meldte sig som 18-årig ind i faderens parti, Front National.

1998-2004: Regionsrådsmedlem i Île-de-France, fra 2010 i Nord-Pas-de-Calais.

2003-2011: Næstformand for partiet.

2004-2009: Medlem af EU-Parlamentet.

2008-2011: Byrådsmedlem i Hénin-Beaumont.

Valgt som formand for Front National første gang i 2011.

Ved præsidentvalget i 2012 fik Marine Le Pen en tredjeplads med 18 procent af stemmerne i den første valgrunde.

Marine Le Pens mærkesager:

1. Opsige Schengenaftalen og genindføre grænsekontrol.

2. Holde en afstemning om Frankrigs EU-medlemskab og erstatte euroen med franc.

3. Trække Frankrig ud af Nato og udvikle et stærkere bånd til Rusland.

4. Begrænse indvandringen til Frankrig med 10.000 personer om året.

5. Afholde en folkeafstemning om at indføre en "fransk først-politik", der skal sikre franskfødte forrang i job- og boligkøen.

6. Sænke pensionsalderen fra 62 år til 60 år.

--- --- ---

* Emmanuel Macron, En Marche!.

* Født: 21. december 1977 (39 år) i Amiens i det nordlige Frankrig.

* Uddannelse:

Har læst henholdsvis statskundskab og offentlig administration ved eliteuniversiteterne Sciences Po og ENA. Har desuden studeret filosofi.

* Karriere:

Arbejdede som finansinspektør i Frankrigs finansministerium, inden han i 2008 blev ansat i et velbetalt job hos investeringsbanken Rothschild.

Mellem 2012 og 2014 rådgiver for Frankrigs nuværende præsident, François Hollande.

I 2014 blev han økonomiminister i Hollandes regering. Dannede i april 2016 bevægelsen "En Marche!" ("Fremad!") og forlod i august samme år regeringen.

Meddelte i november 2016 sit præsidentkandidatur.

* Civilstand:

Gift med den 24 år ældre Brigitte Trogneux, der var hans fransklærer. Trogneux har tre børn fra et tidligere ægteskab og syv børnebørn.

Emmanuel Macrons mærkesager:

1. Sænke virksomhedsskatten fra 33 procent til 25 procent.

2. Sikre alle, heriblandt selvstændige, retten til arbejdsløshedsydelser.

3. Styrke EU ved blandt andet at organisere demokratiske kongresser i samtlige medlemslande, hvor drøftelser af en reform af EU er på dagsordnen.

4. Skabe skattefordele som kan få flere socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet.

5. Indføre værnepligt for alle unge mellem 18 og 21 år.

6. Gøre forhandlinger om arbejdstid mellem ledere og lønmodtagere mere fleksible på virksomhedsniveau.

Kilder: AFP, CNN, France24, The Telegraph, en-marche.fr.

/ritzau/