Grækenlands gæld er på over 320 milliarder euro, hvilket svarer til omkring 2400 milliarder kroner.

København: Eurolandenes 19 finansministre blev natten til onsdag enige om en ny aftale for Grækenlands gæld efter et 11 timer langt møde.

Her er en status over den lange historie om det sydeuropæiske lands gældskrise:

* Eurolandene blev sidste sommer enige med Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) om en treårig redningsplan for den gældsplagede græske økonomi. Det var den tredje på fem år.

* Grækenlands gæld er på over 320 milliarder euro (omkring 2400 milliarder kroner), hvilket udgør 177 procent af det græske bruttonationalprodukt.

* Søtteordningen fra sidste sommer er på 86 milliarder euro (645 milliarder kroner) og fastlægger en køreplan for løbende reformer og besparelser i Grækenland. De er krævet for adgang til nye lån for at finansiere det græske samfund og betale af på gælden.

* Målet er, at Grækenland skal spare sig til et overskud på statsbudgettet på mindst 3,5 procent i 2018 og mange år frem, så der er penge til at betale af på gælden.

* Trods omfattende strejker og protester har det græske regeringsparti Syriza løbende vedtaget nye skatteforhøjelser, besparelser og andre reformer med snævre flertal i parlamentet i Athen.

* På tirsdagens lange møde kom finansministrene frem til, at Grækenland har gjort nok til at få nye lån på 10,3 milliarder euro (77 milliarder kroner). Det anslås at dække landets pengebehov frem til oktober i år.

* Ud over de nye lån har Den Internationale Valutafond (IMF) krævet, at eurolandene diskuterer at lette på Grækenlands enorme gældsbyrde på både kort, mellemlang og langt sigt.

* Det møder dog modstand i eurozonen, især fra magtfulde Tyskland, hvor finansminister Wolfgang Schäuble har afvist decideret gældsreduktion. Til gengæld kan der blive tale om at sænke renterne og forlænge tidsplanen for tilbagebetaling.

* Efter mødet kom der ingen detaljer frem om, hvad der bliver gjort ved gælden. Det skal formentlig først besluttes efter 2018. Eurolandene siger dog, at de går efter at begrænse Grækenlands gældsudgifter til 15 procent af bruttonationalproduktet hvert år.

* IMF har givet et foreløbigt positivt tilsagn til planerne, men vil først lave en vurdering af, hvor holdbar Grækenlands gældsbyrde er med de nye tiltag.

/ritzau/