Artikel 50, som beskriver vejen ud af EU, er aldrig før blevet anvendt. Se her, hvordan det fungerer.

København. Briterne har talt, og de vil ud af Den Europæiske Union.

Få her et overblik over artikel 50, som briterne skal aktivere for at komme ud af unionen:

* Det er første gang, at et land vil aktivere exit-paragraffen i Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009 og beskriver vejen ud af EU.

* EU-traktatens artikel 50 giver som udgangspunkt EU og briterne to år til at forhandle sig til rette om udmeldelsen og en ny aftale om Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

* Tidsfristen kan forlænges med enstemmighed mellem alle EU-lande, og mange tror, at det kan tage helt op til ti år at gennemføre briternes udmeldelse.

* Nedtællingen begynder, når briterne officielt meddeler EU-toppen, at de vil ud af EU.

* Grønlænderne er de hidtil eneste, der har forladt det europæiske samarbejde. Grønland er dog ikke et selvstændigt land, har kun få indbyggere og en lille økonomi. Det tog tre år i 1980'erne.

* Storbritannien har 64 millioner indbyggere, er verdens femte største økonomi og er efter 43 års medlemskab bundet af titusindvis af love, regler og domstolsafgørelser samt 55 internationale handelsaftaler.

Her er i uddrag de vigtigste bestemmelser i Lissabon-traktatens artikel 50:

1. Enhver medlemsstat kan i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser beslutte at udtræde af Unionen.

2. Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen.

3. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i stk. 2, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

Kilder: EU's Lissabon-traktat fra 2009

/ritzau/