Fem meldt sig i kampen for at blive kandidat til posten som Storbritanniens næste premierminister.

London. Fem kandidater har meldt sig til at afløse David Cameron. Han meddelt, at han går af som premierminister og konservativ leder i Storbritannien.

Læs mere her:

* Stephen Crabb, 43 år, del af bliv-kampagnen

Opdraget af alenemor i et alment boligbyggeri i Wales. Crabb betalte selv for universitetet ved at arbejde som arbejdsmand på en byggeplads. Det har givet ham et image som arbejderhelt i medierne.

Han arbejdede inden for marketing, før han blev valgt til parlamentet i 2005. I tre måneder har han været minister for arbejde og pension, tidligere var han minister for Wales.

* Michael Gove, 48 år, del af forlad-kampagnen

Gove voksede op i Skotland og studerede på Oxford University, før han blev journalist. Han arbejdede på BBC og avisen Times, hvor han var assisterende redaktør.

Før han blev valgt til parlamentet i 2005, var han formand for en centrum-højre tænketank. Han har tidligere været uddannelsesminister i fire år, men er nu justitsminister.

Han var en ledende figur i forlad-kampagnen sammen med den tidligere borgmester i London Boris Johnson. Det var ventet, at Gove ville støtte Johnson. Men Gove vendte på en tallerken og meddelte, at han ikke havde tiltro til Johnsons lederevner.

De er begge tætte venner med premierminister David Cameron trods deres uenighed om Europa. Gove anses som en af to favoritter til posten som premierminister.

* Liam Fox, 54 år, del af forlad-kampagnen

Har længe været en del af højrefløjen i det konservative parti. Fox er født og opvokset i Skotland og gik på den lokale folkeskole, inden han studerede medicin på universitetet i Glasgow.

Han arbejdede som læge civilt og i militæret, inden han blev konservativt parlamentsmedlem i 1992. Han var forsvarsminister fra 2010-2011, før han gik af efter et omdiskuteret venskab med en lobbyist.

Ifølge en undersøgelse havde han overtrådt grænserne for officielle og personlige relationer.

* Andrea Leadsom, 53 år, del af forlad-kampagnen

Leadsom studerede statskundskab på Warwick universitet, før hun kastede sig over finansverdenen i 25 år. Hun blev valgt til parlamentet i 2010 og var viceminister i finansministeriet, inden hun blev energiminister.

Hun har sagt, at hun ser et kæmpe potentiale for briterne på grund af afstemningens resultat.

* Theresa May, 59 år, del af bliv-kampagnen

Datter af en præst, uddannet på Oxford University og en af to favoritter til posten som premierminister. Inden hun blev byrådsmedlem, startede hun karrieren i Bank of England.

I 1997 blev hun medlem af parlamentet, og i 2002 blev hun den første kvindelige formand for de konservative.

Som indenrigsminister gik hun ind for at bevare Storbritannien i EU, men har sagt, at afstemningens resultat står ved magt. Hun kritiseres for at have været usynlig under kampagnen. Hun forsøger nu at fremstå som den samlende kandidat for partiet.

/ritzau/Reuters