Yderligere to mænd på henholdsvis 20 og 22 år er blevet anholdt i forbindelse med angrebet i Manchester.
Manchester. Mandag aften mistede 22 mennesker livet, da en bombe blev udløst ved en koncert i den engelske by Manchester.
Siden har politiet anholdt adskillige personer.
Hændelsen efterforskes som et terrorangreb. Her kan du få et overblik over, hvad der er kommet frem i efterforskningen:
* Angrebet:
Det er ifølge politiet begået med en sprængladning uden for en netop afsluttet koncert i Manchester Arena.
Det er bekræftet, at eksplosionen også tog livet af gerningsmanden selv.
Overvågningsbilleder viser angiveligt en gerningsmand med en kuffert forud for eksplosionen.
Et amerikansk kongresmedlem har oplyst, at angrebet mandag blev udført med sprængstoffet TATP.
Det blev også benyttet ved angrebene i Paris i 2015 og Bruxelles 2016.
* Gerningsmanden:
Myndighederne mistænker 22-årige Salman Abedi for at stå bag angrebet.
Abedi skal være født i 1994 i Manchester. Forældrene er libyske flygtninge, der er kommet til Storbritannien.
Den 22-årige mand er vokset op i Whalley Range - en forstad syd for Manchester. Familien har også boet i naboforstaden Fallowfield.
Han var økonomistuderende på Salford University, bekræfter universitetet. Men han droppede ud efter to år.
Gerningsmandens motiv er ikke klarlagt.
Han skal have haft tæt kontakt til både det islamistiske miljø i Manchester og en kriminel bande i den sydlige del af byen.
Islamisk Stat har hævdet, at han handlede på gruppens vegne. Det er ikke bekræftet fra officielt hold.
Abedis færden i dagene inden angrebet er fortsat ved at blive klarlagt.
Han har for nylig været i Libyen, og ifølge tyrkiske myndigheder ankom han til storbyen Istanbul fra "et tredje land", inden han rejste videre til Düsseldorf i Tyskland.
Det er uvist, hvilket land han kom fra, men den unavngivne tyrkiske kilde afviser, at han havde været i Syrien, som det tidligere har været fremme.
Tyske myndigheder har bekræftet, at den 22-årige var i Düsseldorf fire dage før angrebet.
På dagen for bombeattentatet skal Salman Abedi have taget toget fra London til Manchester. Baggrunden for besøget er ukendt.
Familien til Salman Abedi skal have henvendt sig til myndighederne i Storbritannien, fordi de mente, at han "var farlig", har amerikanske kilder oplyst.
Søsteren Jomana Abedi har sagt, at broren længe havde været drevet af et ønske om hævn. Det skyldtes blandt andet krigen i Syrien, fortæller hun.
Også en anonym ven af familien har talt om Salman Abedis angivelige hævntørst. Den opstod for alvor, efter at den 22-årige formodede gerningsmands tætte ven blev skudt i Manchester for et års tid siden.
* Medsammensvorne:
Det er usikkert, hvorvidt gerningsmanden selv lavede bomben. Men efterforskningen fokuserer fortsat på, hvorvidt den mistænkte Salman Abedi fik hjælp til at udføre angrebet.
Politiet har anholdt "en stor del" af netværket i Manchester.
I alt 13 personer er blevet fængslet i Storbritannien siden mandag - heraf er to blevet løsladt.
De fortsat anholdte, der alle er mænd i alderen 18-38 år, menes at have forbindelse til angrebet og for at have overtrådt den britiske terrorlovgivning.
Anholdelserne har blandt andet fundet sted i Manchester, Wigan, Nuneaton og bydelen Cheetham Hill.
Lørdag morgen fandt de seneste anholdelser sted. I den forbindelse måtte politiet tiltvinge sig adgang og foretage en kontrolleret sprængning.
Dem formodede gerningsmands fætter - en 24-årig indehaver af en frisørsalon i Manchester - skal angiveligt være blandt de anholdte.
Derudover er den formodede gerningsmands bror og far fængslet i Libyen.
Politiet har gennemført ransagninger på en række adresser i forbindelse med anholdelserne. Flere hjem og lejligheder i Manchester og forstæder er blevet gennemsøgt.
Billeder fra BBC's livedækning har vist en af politiets teknikere forlade en adresse i Fallowfield med bogen "Know Your Chemicals" (Kend dine kemikalier, red.).
Lejligheden i Fallowfield bruges til udlejning gennem Airbnb. Det har Adam Prince, der bor over den ransagede lejlighed, fortalt.
Whalley Range var for få år siden i de britiske medier, da to kvindelige mønsterstuderende fra en skole nær Abedis barndomskvarter stak af til en IS-kontrolleret del af Syrien.
Og for tre måneder siden kom det frem, at forstæderne, som er en del af det sydlige Manchester, har været hjem for 16 dømte eller døde såkaldte syrienkrigere.
* Konsekvenser:
Den britiske efterretningstjeneste MI5 har hævet trusselsniveauet i Storbritannien til "kritisk". Det er det højeste niveau. Myndighederne har sagt, at de vurderer, at endnu et angreb kan være nært forestående.
Det indebærer, at politiet kan aktivere Operation Temperer, der giver mandat til at indkalde op til 5000 soldater til at varetage overvågningsopgaver. Det skal frigøre betjente til efterforskning.
En række læk af oplysninger fra efterforskningen til amerikanske medier fik politiet i Manchester til at sætte delingen af informationer med USA på pause torsdag. Efter under et døgn genoptog de dog samarbejdet, blandt andet efter en offentlig undskyldning fra præsident Donald Trump.
Kilder: Manchester Evening News, Greater Manchester Police, AP, NBC, CBS, Telegraph, Reuters, BBC, The Guardian, The Times, BMFTV, AFP og The Wall Street Journal.
/ritzau/