Anden og sidste dag af EU-topmødet i Bruxelles bliver domineret af diskussion om unionens handelspolitik.

Bruxelles. * EU's handelspolitik er ramt af krise, fordi den vallonske delstatsregering i Belgien har stemt nej til frihandelsaftalen med Canada.

* Dermed kan den belgiske regering, der ligesom de 27 andre EU-lande støtter den såkaldte Ceta-aftale, ikke give sin accept.

* Hvis ikke der findes en løsning fredag, vil det ifølge en EU-diplomat formentlig ende med, at EU og Canada må droppe et topmøde 27. oktober, hvor aftalen efter planen skulle underskrives.

* EU-præsident Donald Tusk fastslog torsdag, at EU's troværdighed står på spil, hvis aftalen med Canada falder på gulvet.

* Han sagde samtidig, at han frygter, at Ceta kan blive EU's sidste frihandelsaftale, hvis ikke det lykkes at opbygge folkelig støtte for frihandel.

* Forventningen er dog, at EU-lederne ikke vil forlænge EU-topmødet i Bruxelles, hvis det trækker ud med en beslutning i Vallonien.

* På mødet fredag skal EU-landenes ledere diskutere, om man skal styrke de såkaldte defensive handelsinstrumenter.

* De består af højere told, som kan tages i brug, hvis der er tegn på unfair konkurrence fra tredjelande.

* De skærpede instrumenter over for unfair konkurrence skal ifølge EU-kilder også ses som et forsøg på at imødegå den stigende skepsis over for frihandelsaftaler i dele af befolkningerne.

/ritzau/