Dansk Industri forventer, at en frihandelsaftale kan løfte dansk eksport til Canada med op til 30 procent.

Bruxelles. Frihandelsaftalen mellem EU og Canada er på vej til at blive endeligt vedtaget.

Belgiens regering og landets regioner har således torsdag nået et internt belgisk kompromis om den såkaldte Ceta-aftale.

Hidtil har den belgiske delstat Vallonien blokeret for, at Belgien - og dermed hele EU - kan underskrive aftalen med Canada.

Underskrivelsen skulle have fundet sted på et topmøde i Bruxelles torsdag, men topmødet blev udskudt umiddelbart før det interne belgiske kompromis.

Her er et overblik over, hvad frihandelsaftalen mellem EU og Canada betyder.

* Handelsaftalen fjerner over 99 procent af toldbarriererne mellem EU og Canada.

* Det ventes at spare europæiske eksportører omkring 500 millioner euro (3,75 milliarder kroner) om året.

* Tilhængerne af frihandelsaftalen venter, at den vil øge handlen mellem EU og Canada med 20 procent.

* Det ville i givet fald give europæisk økonomi en gevinst på 12 milliarder euro (90 milliarder kroner) om året.

* Den økonomiske gevinst for Canada ventes at svare til 60 milliarder kroner om året.

* Modstanderne af frihandelsaftalen frygter til gengæld, at canadiske virksomheder fremover kan sagsøge EU-lande, der indfører nye regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

* Canada er en af verdens 10 største økonomier, men i dag er det kun Danmarks 26. største eksportmarked.

* Ceta-aftalen er EU's første frihandelsaftale med et G7-land uden for EU.

* Det er Dansk Industris forventning, at handelsaftalen kan løfte dansk eksport til Canada med op til 30 procent.

* Det svarer til en værdi af mindst to milliarder kroner om året.

* Frihandelsaftalen med Canada blev forhandlet færdig allerede i 2014.

* Den skal underskrives på et topmøde mellem EU og Canada på et endnu ukendt tidspunkt.

* Aftalen skal senere ratificeres i 38 nationale og regionale parlamenter i hele EU, herunder i Folketinget.

* Vigtige dele af aftalen ventes dog allerede at træde midlertidigt i kraft i løbet af 2017.

Kilde: EU-Kommissionen og Dansk Industri

/ritzau/