1.252.000 mennesker i Storbritannien lever i ekstrem fattigdom, viser ny rapport. Især indvandrere er udsatte.

London: Mere end en million mennesker i Storbritannien, herunder 312.000 børn, lever i ekstrem fattigdom. Det konkluderer en ny rapport fra den britiske velgørenhedsorganisation Joseph Rowntree Foundation (JRF) ifølge Al Jazeera.

Ifølge rapporten er indvandrere den gruppe, der er mest udsat for ekstrem fattigdom. Dog er hovedparten af dem, der lever under de værste forhold i Storbritannien, født i landet.

JRF er en politisk neutral organisation, der forsker i sociale problemer i Storbritannien. Organisationen definerer en person som nødlidende, når vedkommende "ikke har råd til at købe de mest basale ting, spise, holde sig varm og tør og ren over en længere periode".

De væsentligste faktorer, der er med til at skubbe i forvejen fattige mennesker ud i ekstrem fattigdom er blandt andet gældsbyrder, når der bliver skåret i understøttelsen samt høje leveomkostninger, viser rapporten.

Især indvandrere har det svært som følge af den lave understøttelse, de får, ligesom de ofte har problemer med at få et job.

Ifølge rapporten fra JRF lever 668.000 husstande i Storbritannien under ekstrem fattigdom, hvilket svarer til 1.252.000 mennesker. Enlige mænd i alderen fra 25 til 34 år er den gruppe, der er mest tilbøjelig til at blive ramt.

Forskere fortæller, at de forældre, der har stort set intet at gøre godt med, er villige til at gå meget langt for at mindske konsekvenserne af deres levevilkår for deres børn.

Således svarer 76 procent af de forældre, JRF har talt med, at de jævnligt har sprunget måltider over, så deres børn ikke skal gå sultne i seng, mens 56 procent svarer, at de ikke er i stand til at opvarme deres hjem.

/ritzau/