Dødstallet stiger fortsat, efter at to bilbomber tidligere lørdag eksploderede i en tyrkisk by tæt på grænsen til Syrien. Ifølge den tyrkiske justitsminister, Sadullah Ergin, er flere end 30 personer dræbt, skriver Reuters.
»Antallet af personer, der er blevet dræbt eller såret, er på flere end 100 nu. Flere end 30 personer er dræbt, og antallet af sårede stiger,« siger han ifølge Reuters.
BBC citerer den tyrkiske indenrigsminister Muammer Guler for at sige til tv-stationen NTV, at 40 mennesker har mistet livet.
Eksplosionerne fandt sted i byen Reyhanli, som ligger få kilometer fra grænsen til det borgerkrigsplagede Syrien, og som huser tusindvis af syriske flygtninge. Reyhanli har cirka 60.000 indbyggere.
Byens rådhus og det lokale posthus blev ifølge byens borgmester, Huseyin Sanverdi, ramt af to eksplosioner.
Årsagen til eksplosionerne kendes endnu ikke, men grænseområdet har den seneste tid været centrum for flere dødelige angreb.
Ifølge Tyrkiets indenrigsminister, Muammer Guler, er den regionale guvernør sendt til Reyhanli for at iværksætte de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, skriver nyhedsbureauet AFP.