Over 19.000 flygter fra vulkanudbrud i Indonesien

INDONESIEN: Flere end 19.000 indonesere er flygtet fra deres hjem, fordi vulkanen Mount Sinabung er i udbrud.

Vulkanen har ni gange natten til tirsdag spyet lava og aske syv kilometer op i luften, oplyser en talsperson for Indonesiens Nationale Center for Katastrofeforebyggelse.

»Mount Sinabung er fortsat på højeste alarmniveau, og vi har advaret om, at der ikke bør være menneskelig aktivitet inden for en radius af fem kilometer fra krateret,« siger talsperson Sutopo Purwo Nugroho til AFP.

Vulkanen Mount Sinabung ligger på øen Sumatra i det vestlige Indonesien.

BNB