Mor til amerikanske ottelinger har ikke tænkt sig at flygte fra mediernes søgelys. Hun vil derimod udnytte omverdenens store interesse for børnene.

Den 33-årige amerikanske kvinde Nadya Suleman, som fødte ottelinger i januar, har forsøgt at få sit kaldenavn i medierne anerkendt som et beskyttet varemærke.

Efter den spektakulære og kontroversielle fødsel af ottelingerne, som blev undfanget ved hjælp af kunstig befrugtning, døbte medierne Suleman "Octomom" (mor til ottelinger), og hun vil nu bruge navnet til at markedsføre babyprodukter.

Kvinden, der i forvejen var mor til seks børn, har været centrum for en sand mediestorm siden børnenes fødsel. Men Nadya Suleman har ikke tænkt sig at flygte fra søgelyset. Hun har for nylig indgået en aftale med et produktionsselskab om en dokumentarfilm, der skal følge ottelingerne frem til deres 18 års fødselsdag.

Konceptet indebærer dog, at familien kun skal filmes hvert halve år, fortæller Suleman.

- Hvad jeg gør med dette tv-show er grundlæggende at dokumentere mine børns liv. Det vil være en løbende proces, der vil følge dem fra nu af og indtil de er 18, siger kvinden, der nu er mor til 14 børn. Den ældste er syv år gammel.



/ritzau/dpa