Saffie Rose Roussos på otte år er en af 22 dræbte efter mandagens angreb i Manchester.

Manchester. Otteårige Saffie Rose Roussos er blandt de 22 personer, der mistede livet i mandagens angreb i Manchester.

Det bekræfter lokale myndigheder tirsdag.

Den otteårige pige var til koncert med sin mor og søster.

Ifølge Chris Upton, der er lærer på den skole, hvor Saffie Rose Roussos gik, var den otteårige pige på alle måder en "smuk person".

- Hun var elsket af alle, og hendes varme og venlighed vil altid blive husket, siger han til den britiske avis The Guardian.

Han tilføjer, at nyheden om Saffie Rose Roussos' død kom som et stort chok.

- Tanken om, at nogen kan tage til en koncert og ikke komme hjem igen, er hjerteskærende, siger Chris Upton til avisen.

Saffie Rose Roussos er et af tre bekræftede ofre for tirsdagens angreb.

Det første var 18-årige Georgina Callander. Siden blev den 28-årig mand John Atkinson ifølge Manchester Evening News også føjet til listen.

60 ambulancer kørte til Manchester Arena efter angrebet. De sårede bliver behandlet på otte hospitaler forskellige steder i byen.

12 børn, der blev alvorligt kvæstet under angrebet, er ført til samme hospital.

De 12 sårede børn, der er under 16 år, bliver behandlet på Manchester Royal Infirmary, skriver BBC.

Den britiske premierminister, Theresa May, og USA's præsident, Donald Trump, siger begge, at angrebet var "særligt grusomt og depraveret".

Islamisk Stat (IS) tager i en erklæring skylden for bomben mod Manchester Arena.

Angrebet skete, kort efter den amerikanske sanger Ariana Grande havde afsluttet sin koncert.

/ritzau/