Selvom alverdens bookmakerne ikke gav Anders Walter og Kim Magnussen ret mange chancer, så har det danske filmpar netop vundet verdens fineste filmpris - en Oscar - for deres rørende kortfilm 'Helium'. 

Og de to danske filmskabere så mildest talt overraskede ud, da de gik på scenen i Los Angeles.

Den første ved mikrofonen var filmens instruktør Anders Walter, der aldrig før har vundet en Oscar. Og han sagde:

- Jeg vil gerne sige tak til min smukke kone Sara og min dejlige datter Anna.

Derefter fulgte Kim Magnussen, der producerede 'Helium'. Og Magnussen, der før har vundet en Oscar, sagde:

- Jeg vil gerne sige tak til min kone Rebecca, vores fire børn og min mor, der ser med derhjemme.  

Lige efter kortfilm-kategorien fulgte dokumentarfilm-kategorien. Og her var der endnu en overraskelse for dansk film.

Men ikke en overraskelse af den gode slags.

Således var den dansk-producerede dokumentarfilm 'The Art of Killing' storfavorit. Men her var det den amerikanske film '20 Feet from Stardom', der løb af med sejren.