KØB PLUS!

Orkan har dræbt op mod 2.000 på Filippinerne

Dødstallet bliver ved med at stige efter orkanen Bophas hærgen på Filippinerne.

FILIPPINERNE: Dødstallet efter orkanen Bopha har nu rundet 1.000 på den sydfilippinske ø Mindanao.

Lørdag fandt redningsarbejderne flere end 100 ofre for orkanens hærgen. Det skriver gulfnews.com, men dødstallet kommer formentlig til at stige kraftig i de kommende dage.

Udover de mere end 1.000 personer, der er blevet dræbt, så meldes 932 personer stadig savnet. Hvis de alle er døde, kommer dødstallet op i nærheden af 2.000, men redningsarbejderne har endnu ikke opgivet at finde flere overlevende.

- Vi vil ikke erklære de savnede døde, medmindre vi finder ligene, siger Filippinernes leder af det nationale katastrofeberedskab, Benito Ramos, ifølge gulfnews.com.

3. december ramte tyfonen den største sydlige ø Mindanao, inden den krydsede det centrale Filippinerne og stoppede over Det Sydkinesiske Hav. Nu, 13 dage efter, er næsten 80.000 filippinere stadig installeret på evakueringscentre overalt i landet, da Bopha har ødelagt omkring 61.000 hjem og forårsaget massive ødelæggelser på 88.000 yderligere huse.

FN har appelleret om hjælp og økonomisk støtte fra det internationale samfund. Der er brug for 65 millioner dollar, svarende til over 371 millioner kroner, i akut katastrofehjælp til tyfonofrene samt til at udbedre skaderne i landet. Det anslås, at tyfonen har forårsaget ødelæggelser for omkring 350 millioner dollar - to milliarder kroner.

Appellen fra FN fik tirsdag udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til at bevilge et ekstraordinært bidrag på 70 millioner kroner fra Danmark til de folkelige organisationers nødhjælpspuljer og til FNs Humanitære Fond, der blandt andet skal hjælpe i Filippinerne.