Ifølge Human Rights Watch bruger Kina nu tortur for at komme korruption til livs blandt embedsmænd.

København. Kinas præsident, Xi Jinping, varslede kort efter sin indtræden på posten en stor kampagne mod korruption.

Han beskrev det som en "kamp for livet" at komme korruption til livs og svor at slå ned på både små og store fisk.

Den kamp er endt med, at en speciel enhed under det kommunistiske parti i Kina, der har total magt i landets politiske system, indespærrer og torturerer partiets egne medlemmer.

Det skriver organisationen Human Rights Watch i en ny rapport.

- Præsident Xi Jinping har bygget sin antikorruptionskampagne på overgreb og ulovlige tilfangetagelser, skriver Kina-chef for Human Rights Watch Sophie Richardson.

- Tortur af mistænkte stopper ikke korruption i Kina, men det stopper al tillid til landets retssystem.

En stor del af problemet består ifølge organisationen i systemet shuanggui.

Det er en internt system i kommunistpartiet, hvor den såkaldte Centralkommission for Disciplinær Inspektion kan indkalde medlemmer af partiet til forhør.

Systemet kører uden om det kinesiske retssystem.

Ifølge rapporten, der er baseret på en stribe interviews, bliver dem, der er indkaldt, udsat for tortur.

De bliver frataget søvn i dagevis, tvunget til at stå op i lange periode og totalt isoleret.

Ifølge Human Rights Watch er mindst 11 kinesere døde, mens de har været tilbageholdt under shuanggui siden 2010.

Hvis eller når de mistænkte tilstår det, de er anklaget for, bliver de sendt videre til de kinesiske domstole, der ifølge Human Rights Watch giver en skyldig-kendelse i 99,92 procent at sagerne.

- I shuanggui-sager er domstolene bare en formalitet, der giver troværdighed til en fuldkommen ulovlig praksis i partiet, siger Sophie Richardson.

Xi Jinpings kamp mod korruption har sat sig store spor i landet. Over en million medlemmer af kommunistpartiet er straffet siden 2013, og de tæller både højtstående medlemmer af partiet og lavtstående.

Kampen mod korruption er dog mistænkt for at blive brugt til at rydde politiske modstandere af vejen.

/ritzau/