Ungarn vil alligevel ikke bøje sig for EU-krav til en uddannelseslov, siger premierministeren.

Bruxelles. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, afviser, at han lørdag har indgået en aftale med EPP, der er gruppen af konservative partier i EU, om en omstridt uddannelseslov.

Tidligere på dagen hævdede en talsmand for gruppen, at Viktor Orbán på et møde med topfolk fra gruppen havde lovet at bøje sig for EU-Kommissionens krav til at ændre loven.

Det afviser den ungarske regeringsleder dog ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der er ikke nået nogen aftale på dette punkt. Ungarn og EU-Kommissionen vil diskutere dette de kommende måneder, siger Viktor Orbán.

Hans uddannelseslov er omstridt, fordi den ifølge kritikere vil betyde lukningen af Central European University i Budapest. Universitet er finansieret af den amerikanske milliardær George Soros.

Loven vil desuden kræve, at alle organisationer, som modtager økonomisk støtte fra udlandet, skal registrere sig hos regeringen.

Onsdag gav EU-Kommissionen Ungarn en måned til at få ændret loven, ellers ville den slæbe Ungarn for retten.

Loven er uforenelig med de grundlæggende frihedsrettigheder for det indre marked i EU og strider mod den akademiske frihed, mener kommissionen.

Lørdag var Viktor Orbán til møde med en række topfolk i EPP i Bruxelles. Her gav han ifølge EPP-lederen Joseph Dauls talsmand et løfte om at opfylde kommissionens krav.

/ritzau/