De svenske myndigheder har stadigvæk ikke fundet den 19-årige danske mand, som har været forsvundet i de nordsvenske fjelde siden onsdag eftermiddag

Alligevel tror lokalpolitiet fortsat, at han bliver fundet i live.

Den unge dansker beskrives i lokalmediet 'Norrbottens Kuriren', som værende 'i god fysisk form og uden kroniske sygdomme', mens den lokale vagthavende i går kunne fortælle bt.dk, at den forsvundne mand havde varmt tøj på, da han forlod den lejr, som han og hans kammerat netop havde bygget.

Heller ikke terrænet, som den unge mand befinder sig i, er umiddelbart farligt. Det fortæller Johan Påve, pladschef for Saltoluokta Fjällstation, der ligger i nærheden af Allak-fjeldet, hvor den 19-årige dansker formodes at befinde sig.

Han skriver i en mail til visitsweden og bt.dk, at Allak-bjerget ikke er svært at bestige, og at det ikke kræver særligt udstyr, hvis vejret er nogenlunde stabilt. Området er 'stenet' og vejrforholdene er ofte ringe, men Johan Påve er overrasket over situationen, da han aldrig før har oplevet, at vandrere er forsvundet i området.

Også hos Dansk Klatreforbund har man optimismen i behold.

- Det er jo et sted, hvor man tager hen for at vandre og ikke klatre. Han kan for eksempel være faldet, og hvis han har overlevet faldet, så er der stadig meget gode muligheder for, at han lever, siger Lars Thorslund, bestyrelsesmedlem i Dansk Bjerg og Klatreklub, til bt.dk.

Han fortæller videre, at der er talrige eksempler på bjergbestigere, der har overlevet lignende situationer.

- Man kan sagtens overleve flere døgn i sådan en situation. Selv i meget stor højde på Mount Everest er der mange, der har overlevet alligevel. Dermed ikke sagt at det er sjovt. Han kan være kold og forkommen, og det kommer også lidt an på, hvor varm tøj han har på, siger Lars Thorslund.

De svenske myndigheder har i dag yderligere optrappet eftersøgningen af den 19-årige mand. Der er nu indsat fire helikoptere, en håndfuld fjeldreddere til fods og sporhunde i eftersøgningen.

Bt.dk følger sagen....